Postkort nummer to

Endnu et wifi er fundet, så man sku da være et skarn hvis ikke det skulle betyde et lille blogindlæg. 

Efter jeg skrev i går, gik vi hjem og nuppede en moffe. Med de høje temperaturer, er det rart med en siesta midt på dagen – derfor er de fleste butikker også lukket mellem 13-17. 

Vi gik ned mod havnen, hvor store yachter imponerede os. Jeg købte en orange vifte, og nød den kølige brise som denne kunne frembinge. Vi gik og gik og gik, til vi var langt fra turiststrøget, og i Castello området. Der var husene i fine farver, der var smukke balkoner og bonsai lignende planter i vinduerne. Ældre italienske damer, talte med hinanden tværs over de åbne pladser. Sladre sladre. 
Der var dejlig fred og ro, men vi kunne mærke sulten gnave, og gik ind mod centrum. 

Der er mange broer i Venedig, og på vej langs havnen, mistede jeg balancen. Det hele gik så hurtigt, men jeg husker en høj kvasende lyd og mig selv råbe hvor derefter jeg satte i et hyl. En tjener fra den nærmeste café, havde set hvad der var sket, og kom med en pose is. Jeg havde vredet min højre ankel, slået hul på venstre knæ og fod. Av av av av. 
Efter noget tid, humpede vi videre og fandt mad og alkohol … Jeg var ikke mange sure sild værd. 
Natten var lang og varm. Min fod habde ligget på en pude, og da jeg trådte ned på den i morges, var det med et bid på ubderlæben. Den ligner et monet maleri og er hævet voldsomt. Jeg har været på apotek og fået et støttebind. Det hjælper, men den er med sikkerhed kraftigt forstuet. 

The show must go on, og dagen i dag er gået med en dejlig tur til Dorsoduro området, hvor vi har beundret store skibe og set en Leonardo Da Vinci udstilling, hvor mange af hans maskiner var blevet genskabt. Meget interessant.  Det er også området hvor Venedigs “Louvre” ligger, men vi var ikke i kunsthjørnet. Området var meget hyggeligt, og vi fandt et hyggeligt lille sted at indtage frokosten. 

En lille eftermiddagsmorfar blev det til, og så gil vi sent ud at spise aftensmad. Vi blev vækket af underlige lyde, som viste sig at være et ordentæogt torden og regnskyl. Det klarede luften.
Nu sidder vi på Fenice Teatrets trappe, og temperaturen er endelig til at holde ud. Klokken er også tyve i midnat.

Snart skal vi tilbage til hotellet og ha en god nats søvn – der er prosecco, svin, panacotta og kaffe i min mave, jeg kommer til at sove som en sten tror jeg 🙂

I morgen står den på Markuskirke, shopping og Norah Jones. Mon ikke det bliver en god dag?