I går cyklede Mette og jeg op til Grenen. Aldrig har jeg set noget så smukt (og det sagde jeg vist også om lysestagerne….men altså), jeg NØD hvert et sekund. Faktisk så opdagede jeg at jeg gik og smilede fra øre til øre – ja, nærmest lykkelig.
Plask plask, med tæer i vandkanten. Høj sol og bare arme (hvilket har resulteret i højrøde arme og halsudskæring på kalkun måden….av). Det var en fantastisk tur.
Nu er Mette smuttet. Mine svigerforældre skulle ha’ kommet i dag, men der var problemer med hø-leveringen samt en hoppe der vist skulle fole. Æv æv. Men så er jeg her alene, og det er sikkert også meget sundt. Strakt hopper jeg på cyklen og tar’ ud og ser en kirke dækket af sand.
4 comments
Nej, det er helt fantastisk Anne 🙂 Lyset er utroligt. Tror pokker at malerne var vilde med det.
Alenetid er ikke at foragte, og da slet ikke, når den kan tilbringes deroppe hvor vandene mødes og lyset aldrig slukkes helt…
🙂
suk!