Mandag er ikke længere så omstændig, som da ungerne var yngre. Vi står stadig tidligt op, der gøres klar til skole, vi spiser morgenmad og kører afsted. Men “I” tager selv til basket, og “P” ville selv gå hjem fra klubben.
P startede i klub i sidste uge, og er allerede vokset ti centimeter med det. Han vil selv gå hjem, selv bestemme hvornår han tager hjem og smutter gerne forbi restauranten hvis Bo er der, for at nappe sig lidt koldt at drikke. Det er jo hårdt at gå hjem selv (2 km) og selv om restauranten er få hundrede meter hjemmefra, er det et perfekt pitstop.
Sportshelligdage i sigte
Den store skal til stævne i Göteborg, i Kristi Himmelfartsferien. Brønshøj Dragons, smutter til sverige.
De glæder sig, for det er flere hold der tager afsted sammen, til et kæmpe stævne med over 800 hold tilmeldt. Det er sikkert at de skal spille tre kampe, og går de videre, er der flere kampe. Hvis ikke skal de blot hænge ud, heppe på de andre hold fra klubben og hygge sig.
Jeg tager P med i DGI byen, hvor han skal have nyt bælte til capoeira. Derudover er der undervisning med forskellige brasilianske lærere, henover weekenden. Det plejer at være nogle hyggelige dage – og kan man samtidig forsøge at ikke stresse over tidsplanen, men overgive sig til “brasiliansk standardtid”, bliver det godt.
Mandag aften venter
På komfuret står en gryde med nye kartofler. De skal have et par minutter, og serveres til rester fra køleskabet – og en kylling fra ovnen. “Gamle” ris har fået lidt spinat, og en pose med halve cherrytomater, er bagt i ovnen og nu blendet til en slags sovs. Det kan betale sig at lave store portioner af det grønne, for drengene har appetit og jeg nægter at købe dobbelt op af kød.
Madplanen skal skrives færdig, og hænges op på væggen. Især P går op i hvad der stå, hvornår vi skal have hvad – og især at ønske mindst en ret. Det dér med at have dem med i køkkenet, har jeg ikke været så ihærdig med, så den rutine skal vi også tilbage i snart.
2 comments
Det med at have dem med i køkkenet er da lykkedes når P insisterer på indflydelse.
Nå ja, sådan kan man selvfølgelig godt se på det 🙂 Succes!