Lørdag formiddag i Vanløse

Lørdag formiddag i Vanløse. Kaffen er varm og nu tog jeg min laptop med hen i sofaen.

Det er svært at starte, når jeg har været væk herfra så længe. Der er så meget at skrive om, og alligevel så synes jeg at dagene ligner hinanden og der ikke sker noget “nyt”.

Men altså.

Siden sidst;

  • Er det blevet forår,
  • Har jeg været på datenight på utallige skønne restauranter
  • Har jeg holdt hyggelige weekender på landet hos mormor sammen med drengene
  • Har jeg gjort mig dygtigere i madfotografering og SoMe arbejde
  • Har jeg købt en cykel med motor
  • Bestilt en charterferie til Mallorca
  • Er jeg begyndt at kigge efter større lejlighed
  • Har jeg set mine veninder en hel del
  • Beundret anemoner i skoven og blomstrende træer
  • Har jeg lært at spille Fortnite, til drengenes store begejstring
  • Har jeg været til 50 års fødselsdag hos min søster (shit, så må det betyde jeg selv ér over 40)
  • Har jeg jublet indvendigt (og udvendigt) over kærligheden med Bo
  • Har jeg læst 4 romaner

Det er jo alligevel en blandet landhandel, og dertil kommer de +150 dage der er gået med helt almindelig hverdag. Fritidsaktiviteter, skole, lektier, rundt og rundt i hamsterhjulet. De gode dage med hyggesnak ved middagsbordet, snakke om hvordan det går med skolen og hvilke slags ting man vil blande i sin pose med fredagsslik.

Drengene er 7 år og 10 år. Det går stærkt med vækst og tanker. Jeg får lyst til at stoppe tiden, eller gå nogle år tilbage til da de var små, klodsede og nuttede. Men der sker så meget nu, og jeg føler mig heldig over at være vidne til deres udvikling – de er så forskellige. Så meget deres far og mig, og alligevel så meget deres egne. Det er sgu syret at have børn.

Læsehest

På mit stuegulv ligger en bunke vasketøj. Jeg har først en vasketid i morgen, så der får det lov til at ligge lidt endnu. Er jeg træt af at vaske tøj i kælderen i naboejendommen? Ohh yes. Siden jeg ikke skal vaske tøj i dag, skal jeg i stedet gå i gang med en ny bog. Jeg har læst mere de sidste 4 måneder end de sidste 7 år tror jeg. Men så er det også fordi jeg tæller lydbog med, og det hører jeg til og fra arbejde i bilen. En roman på lydbog, og en “rigtig” bog herhjemme.
Nu skal jeg have valgt den næste bog, og det er bare at komme i gang – jeg har mange ulæste bøger i bogreolen og samtidig kig på 4-5 nye jeg vil have fingrene i næste gang jeg er i “Boghallen”.

1 comments
  1. Det er svært at fået begyndt igen. Især hvis listen er alen lang.
    Hvis jeg skal have noget til at være en regelmæssighed ved jeg det tager minimum 12 uger at få det implementeret. Skynder mig så lige at følge op med, jeg er en af de typer der skal have koordineret alt, der må ikke kastet 50 eller flere bolde i luften, og der så forventes jeg griber dem alle. Jeg er ikke blæksprutte. Ved andre kan gribe en regelmæssighed.
    Dejlige 150 dag + er gået, og går der 150 dage igen så glæder jeg mig til at høre fra dig her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om