Jeg har slugt et album, i dag. Hørt det på repeat sådan cirka 15 gange. Artisten har næppe haft en knap 40 årig kvinde i tankerne, da hun skrev til sin målgruppe – alligevel lytter jeg med store ører til den ene nummer efterfulgt af det næste og så det næste…. Havde jeg haft det album sidste år, på dette tidspunkt, havde det ramt spot on.
Her til aften, sad jeg ved spisebordet og duftede til en stor buket syrener. Det slog mig at jeg ikke duftede til dem sidste år – syrenerne. Eller gjorde jeg? Ærlig talt kan jeg ikke huske det. Det er ikke meget jeg husker af foråret 2020. Der skete en masse, og min hjerne har slået fra i glimt. Men i dag duftede jeg til hvide, lyselilla, mørkelilla og bordeaux syrener. Inhalerede dem på min gåtur ved “Gentofte Sø”, stoppede op i min gamle have på Havdrupvej og sniffede duften helt ned i lungerne.
Jeg har ikke meget at være i kulkælderen over længere. Alligevel rammes jeg af en følelse af at være utilstrækkelig. Både i mit arbejdsliv og privat. Jeg forsøger at ryste den af mig, men vejen frem er vist at være mere nænsom ved mig selv, og lade følelserne komme på besøg. New-age-mindfulness-pis…. som jeg har ringe tålmodighed til, men når jeg gør det. Lader følelserne komme på besøg. Anderkender dem, og sender dem videre – så virker det faktisk.
Zzzz…det var vist nogle af de ord jeg havde bygget op, og nu er det tid til at sove. Jeg håber du lytter lidt til Olivia. Lad dig ikke narre af at hun er 18 år gammel, født efter udgivelsen af “Baby one more time” og 9/11 …. Hun kan noget.
