Den heldige vinder af tusindvis grå hår. Endnu er jeg ikke klar til at omfavne dem, så jeg farver håret – hver femte uge eller deromkring. Nu skinner tindingerne igen i det pureste sølv, og jeg har købt to pakker “Red Ginger” så sølvet dæmpes.
Måske er det en forestående 40 års krise, hvem ved. Men når det kommer til udseende, har jeg gearet den lidt op. Natcreme, jævnlige hårfarver, ansigtsmasker hver uge. Man kommer ikke sovende til en hud som Liv Tyler.
Ny kategori
Den observante læser, vil se at jeg har skiftet lidt ud i billederne her på bloggen. Nye kategorier, lidt nyt look. Der sker forandringer i 2020, på mange planer.
“Jeg er” vil være ærlige, indlæg. Blogindlæg om den tid der er startet nu, og de næste år. Simpelthen fordi min “mig” kategori er fuld af gammelt (men bestemt godt) liv, og jeg har brug for et nyt kapitelstart.
Hjemmeskole, aktiviteter og på med pædagoghatten
Som alle andre med skolebørn, udfordres jeg med “jeg keder mig” og “hvorfor skal jeg”, disse dage. Nu er der fløjtet af til påskeferie, men skulle vi kede os, er Aula fuld af opgaver vi ikke har nået.
Skulle jeg nogensinde have været i tvivl om jeg skulle være blevet skolelærer, har jeg i dén grad fået svaret disse uger.
Det gode har dog været at Gajolen har haft det sjovt med at lave lektier samtidig som sin storebror. Han har arbejdet i en fin bogstavbog, og taget det i stiv arm. Stor koncentration, og snoede linjer. Han skal nok være skoleklar, når han efter sommerferien starter i 0. klasse.
Jeg er …
Klar til at kaste mig ud i verden og nye udfordringer. Når første bølge af Coronakrisen er ovre, og Danmark åbner igen, håber jeg på at komme rigtigt i gang med mit nye job. Flere tilbud står i kø, og jeg glæder mig til at komme i gang.
Som en frisk dame på Jobcenteret sagde til mig sidste år. “Det eneste rigtige job for dig, er et patchworkjob”.
Det giver jeg hende ret i. 20 timer her, 5 timer dér, 10 timer derhenne. Nok til at udfordre hjernen, nok til at tjene til det liv jeg ønsker.