Mild mandag

oeresund

Kender du det, at dagen starter med én plan, og så ender med at tage flere omveje undervejs?

Sådan endte min dag i dag. Det eneste der egentlig var planlagt, var en morgenaftale med en veninde. Hun skulle have mig med til et møde, og det var hurtigt overstået.
Derefter stod dagen tom, og jeg havde tænkt at køre ind på kontoret. Dog kunne jeg se på dagens sms’er derindefra, at underboen – et galleri – var i fuld sving med at hænge nyt på væggene. Cementbor og larm. Det ved jeg at jeg har svært at koncentrere mig i, så jeg gjorde noget andet.

Jeg kørte nordpå mod Hørsholm, da jeg skulle fornye min recept på syrede hormoner. Da jeg var nået omkring Skodsborg, ringede jeg derop. Bare for at tjekke om de i det hele taget havde det på lager.
Svaret var ja, men lægesekretæren ville da hjertens gerne sende det til mig så jeg ikke skulle køre så langt.

Havet gør mig glad

Instagram Story

Jeg standsede bilen, og tog hue og vanter på. Havet var uroligt, vinden temmelig hård, men jeg gik alligevel en tur langs vandkanten. Da jeg for et par måneder siden fik nye såler på mine vinterstøvler, var skomageren vist en smule karrig med limen. Jeg mærkede i hvertfald vandet pible ind, og kan konstatere at jeg nu endnu mere ønsker mig vinter med sne frem for regn. Det virker temmelig tosset at købe et par nye vinterstøvler nu – selv om de her er pæne. Host host.

Vinden bragede ind i fjæset, jeg frøs, men det gjorde godt. Der er ikke noget der kan gøre mig så rolig indeni, som havet. Sådan har det altid været. Jeg kan sidde og stirre på bølgerne, blive rørt og glad på samme tid. Min mor har det på samme måde, og Spunken kan også sidde og falde helt i staver over bølgeskvulp.

Jeg optog et par “stories” – en lille minidagbog på Instagram. I videoform. Har du ikke udsat dig selv for disse små hjemmevideoer, er de på min profil

Tag da tøj på til årstiden, dame

Trenchcoat, trøje og tynd kjole…. ikke varmt nok. Jeg gik tilbage mod bilen og kørte til Emmerys i Hellerup. Der er godt wifi, god kaffe – og heldige jeg mødte også min søde søster.

Dagen sluttede med at jeg fik æren af at ha’ hele tre drenge med hjem, men så store som alle er nu, passer de jo sig selv. Så mens jeg skriver dette indlæg, sidder to drenge i sofaen og spiller Minecraft, og den ældste sidder på sit værelse og hygger.

Jeg runder dagen af med en tur ved kødgryderne – kødsovs og spaghetti til drengene. Noget marineret aubergine til mig – jeg er den eneste i husstanden der spiser aubergine. Utroligt. Men HA så får jeg det hele for mig selv.

Skulle bølgerne nu gå rigtigt højt, smutter jeg ned og træner i aften. Sådan kan en god morgen, og en dag fuld af gode ting, ende med ekstra overskud.

Tak for en mild mandag, her i en hård og grå januar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om
default_featured_image.jpg

Lørdagens menu

Vand Paraghurt Vand …. Gæt hvad lørdagen står på … Det startede i går eftermiddags men kunne holdes…
Læs mere