Hønsene har gravet sig ned i halmen i hønsegården. Kun den “gamle” Sofie har mod på at gå ud på græsset, og spise lidt af gårsdagens rester fra aftensmaden. Flødekartofler og rosenkål. Vanskålen måtte knuses for isflager, og der blev hældt lunkent vand i. Det er pludselig blevet vinter.
De holder fint varmen om natten. Deres hønsehus er isoleret, men bliver det meget koldere, skal jeg nok overveje at overdække huset så temperaturen ikke falder for meget inde i huset.
Jeg drømmer om blødkogte æg
Hønsene lægger ikke æg, faktisk har jeg ikke samlet et eneste æg siden ræven var på besøg i sommer. Sofie stoppede æglægningen med det samme, og de tre nye nåede aldrig at komme i gang før den mørke tid startede. Så jeg har store håb om blødkogte æg til foråret! Indtil da må hønsene være en hyggelig “affaldsspand”, hvor rester fra vores måltider omdannes til glade kluk og liv i haven.