Mandag satte vi os alle fire ind i C-Max’en. Turen gik mod Jylland, hvor min svigermor bor. Jeg trængte i dén grad til luftforandring – det samme gjorde begge drenge.
Kjærsten var ikke svær at overtale, da jeg for et par uger siden luftede idéen.
Som I kan se på billederne, hygger vi os herovre. Vi har været på skovtur, hygget os en dag i Ebeltoft med is oppe i gågaden og gåtur langs vandet. Fregatten Jylland besøgte vi ikke, men drengene fik alligevel noget ud af det. Ude foran står en stor kanon (hvorfor er den lyserød?!). Begge kravlede, kiggede og legede med kanonen.
Højskoletanker og festivalstemning
Ebeltoft er en smuk by. Jeg tænker altid på Ærøskøbing, når jeg går i de gamle brostensbelagte gader. Jeg gik på højskole på Ærø, men har ikke været der siden 1999. Så får jeg et lille skud Ærø, når vi går rundt i Ebeltofts gamle gader.
På torvet var der boder med æblesmagning og andre hyggelige ting. De har “Ebelfestival” lige nu, så der er mange mennesker på gaderne og flere arrangementer. Vi var her også på festivalen sidste år, så i år droppede vi at dyrke festivalen så meget.
Jeg elsker når det er let
I går stak vi snuden mod Gug. Der bor nogle af de mest hjertevarme mennesker jeg kender. Kenneth og Liselotte tog imod os med åbne arme, og som altid kørte vi derfra med smil på læben. “De er sgu så søde”, er efterhånden standardreplikken når vi kører derfra. Vi har besøgt dem mange gange efterhånden. Som oftest på vej hjem fra vores årlige tur i Skagen.
Hver gang vi kommer derhjem, flyder snakken uden problemer. Der er ingen underlige pauser, høflig smaltalk eller andet der gør stemningen akavet. Nej, der bli’r snakket. Om stort og småt. Om teknik og dippedutter. Om mad og kaffe. Om børn og hunde og livet. Snakken flyder let – jeg elsker det.
Jeg fik også plaget mig til at se butikken. Den har jeg ikke set siden de rykkede ud fra egen matrikel, og hold da op hvor er der mange lækre sager derinde. Jeg snoldede til tre projekter – nu er jeg jo startet i strikkeklub, og det kribler i fingrene efter at slå op til blød strik i lækre farver.
Mon ikke de bli’r kørt flade
I dag kører vi i sommerland. Vi har krydset fingre for tørvejr, og det ser ud til at holde. Forhåbentlig kommer vi afsted kort tid efter morgenmad, så vi har lang tid derhenne. Jeg tror nemlig at begge drenge vil elske det. Spunken er så vild med fart, at han og Kjærsten næppe har særlig mange minutter med begge ben på jorden. De skal prøve forlystelser.
Jeg ser frem til god tid i “Bondegårdsland” med Gajolen. Det ser hyggeligt ud. Derudover er der Halloween i Djurs Sommerland, så jeg tænker vi skal kigge på mange græskar og uhyggelige ting.
Begge drenge ser fram til halloween, så her er sidste skud inspiration inden den store dag den 31. oktober, hvor de skal rundt og rasle, iført faaaarlige kostumer.
Vi keder os ikke her i vores efterårsferie på Djursland.
– tak fordi du læser med
Kig endelig forbi Instagram. Der bliver dagligt lagt nye Stories op. Du kan også holde øje med nye indlæg på Facebook eller Bloglovin’ . Videoer bliver lagt op ind på min YouTube-kanal.
Du må også meget gerne tilmelde dig mit nyhedsbrev. En gang om ugen sender jeg et nyhedsbrev ud med ugen der gik på bloggen, links til ældre indlæg eller særlige nyheder kun til modtagere af nyhedsbrevet. Du tilmelder dig herude i sidebaren ——–>
2 comments
Vi ELSKER at have besøg af jer. Ungerne er skønne og blevet så utroligt store. Tænk… det sødeste skolebarn og en lillebror, der er fræk som en slagterhund. De er dejlige – og det er deres forældre også 🙂
Og storebror kan spise pomfrit uden at åbne munden. Sejt!