Sensommer er ro, jobsøgning, tankemylder og hverdag

Morgenerne kører på rutinen. Tidligt op. På med tøjet fra i går. Find tøj til drengene. Giv Gajolen tøj på og gå nedenunder. Kaffen sættes over – GYS der er næsten tomt i kaffedåsen – madpakke smøres. Morgenmad sættes på bordet og to søvndrukne drenge spiser mens de ser en tegnefilm eller to.
Kaffen er færdig, men nydes ikke helt endnu. Drengene skal i tøjet. Hvor er huen, husk drikkedunken, er blyanterne spidset.
Drengene i tøjet, ud i bilen. Kjærsten kører afsted med begge drenge. NU skal kaffen nydes.

Fra vækkeuret ringer til drengene er ude, er der gået en time. Det er først nu jeg selv får lidt vand i hovedet, skifter tøj, eller ta’r et bad inden jeg gør mig klar. Tanken om at skulle ændre rutinen den dag jeg får et job, skræmmer mig en smule. Skal vækkeuret så ringe klokken 6? … Tanken væk igen. Den tid den fornøjelse. Det kunne jo også være jeg får et job hvor jeg først møder lidt senere. Hvem ved, alt kan ske.

Nu er der 7-8 timer at løbe på. Hvad skal dagen gå med?

Tankemylder

Jeg kigger på jobannoncer. Sætter hak i “gem som min favorit” ved dem jeg vil søge. Kigger ind på Jobnet. Er der kommet nogle spændende mails? Mister modet i nogle minutter…øjnene flimrer lidt, når tankerne bli’r for mange. Mens jeg kigger på jobannoncer, kører hjernen allerede ud af en anden tangent.

Skal jeg nå at handle, skal der vaskes tøj, fik jeg skrevet på bloggen, tjek lige Instagram, jeg burde også lukke haven ned, rydde op ovenpå, var der penge nok på kontoen egentlig, åh den dumme regning, tjekke annoncer på Reshopper, ringe til veninden…. s t o p …. tilbage til jobsøgningen. Hvor mange har set min Linkedin-profil siden sidst. Er der kommet nye kurser, kan jeg komme med, var det egentlig med fagforeinden eller a-kassen, skal jeg melde mig ud af fagforeningen, jeg bruger den jo ikke, måske en anden fagforening vil give mere menind.. s t o p … tilbage på sporet igen!!

Hårdt spændt for uden noget egentligt at lave

Sådan går dagene. Jeg er træt det meste af tiden, selv om jeg egentlig får søvn nok. Lidt ugidelig, men glæder mig til en eftermiddag med drengene. Hårdt spændt for uden noget egentligt at lave.

Det er en mærkelig periode at være i.

Nu skal det jo ikke være ynk og tanker det hele. Drengene er sunde og raske. I sidste uge var Gajolen hjemme nogle dage med feber, men nu er han frisk igen. Han trives. Spunken trives.

Haven er ved at gå i dvale. Naboens æbletræ knækkede, så nu har vi en hel krone liggende oveni baghavens buske. Sådan må det være vinteren over. Min mor har plukket de umodne “Ingrid Marie”. Hun laver gelé af dem, så vi har til vinterens simreretter og stege.

Sensommer er ro, jobsøgning, tankemylder og hverdag.

3 comments
  1. Jeg synes nu et lyder som om du har masser at lave 🙂 Jeg kan bestemt godt forstå tankemylderet, og at det er svært at holde fokus når du sidder der alene og uden for alvor at SKULLE noget. Jeg kender faktisk fornemmelsen fra mig selv. Men jeg fornemmer også at du faktisk værdsætter de lidt langsommere morgener og den ro der over at være derhjemme. Og pludselig, en dag, har du et fint job igen 🙂
    God dag til dig!
    Kh Nana

  2. Tak for din søde besked, Nana.
    Ja, de langsomme morgener er dejlige. Det er der ingen tvivl om. Især sådan en sprød morgen som i dag 🙂
    Rigtig god dag til dig på landet.

  3. Jeg kender godt til det at være småbørnsfamilie, morgenstund, og blive klar til job. Jeg savner kun det at jeg selv kan få lov til at møde kl. 8.00, ikke at skulle have børn op, givet tøj på, gjort klar, afleveret og selv møde frisk op, uden havregrød på blusen, mælkeplet på bukserne, glemt en streg på venstre øje, eller foundation der ikke lige er blevet smurt ud i hele ansigtet. Sidst men ikke mindst at trafikken snegler sig afsted med max 20 km. timen, og min mødetid er om få minutter.
    Det kan også være hjemturen kl. 16,00, igen er der trafikkaos, eller forsinkelser med de offentlige. Institutsationerne er ved at lukke, glemte at tage noget op af fryseren til aftensmaden, skal stå i kø ved kassen i supermarkedet med trætte børn der gerne vil have, læse lektier med et træt barn, og selv være meget træt, vide at et barn får powernap inden aftensmaden, og derfor håbløs at putte til normal sengetid, hvor jeg egentlig skulle i strikkeklub/træne/være sammen med veninderne – manden kommer først hjem 5 min før jeg skal afsted, da han har overarbejde.

    Undskyld. Det var ikke meningen jeg ville skabe frygt for det der venter, jeg ville bare give dig lidt ro i det du har gang i, altså jobsøgning. Nu kan du nyde roen, og få fundet et job, hvor du ved du kommer til at trives, så alt det jeg skrev før bare bliver en leg.

    Pas godt på dig selv i dette forløb, jeg krydser hvad krydses kan, for du finder den rette hylde, og det i første hug.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om