Det er ikke til at tro

Den store, seje dreng. Han fylder 6 år. I morgen. Det første år, eller faktisk halvandet, var han FORFÆRDELIG. Men til hans held, så han bedårende ud, så det hjalp ham vist en del. Pyt med at vi ikke sov, der var da noget sødt at kigge på … 😉

På de seks år, er han gået fra at være en søvnløs, madglad dreng. En der var forsigtig, afmålende, observerende og temmelig udspekuleret. En med en dejlig humor, fuld af smil og påfund. Han var altid i nærheden af mig, helst ikke længere væk end 2 meter. Han blev ammet til han var 2,5 (altså ikke fuldt vel, han begyndte at få mad da han var 6 mnd.). Mors dreng, som kunne være svær at aflevere i dagpleje og børnehave, men alligevel ikke sværere end at de voksne nemt kunne få et grin ud af ham, hvis han blev killet de rigtige steder eller fik fortalt en god historie.

Seks år er der gået. Nu er han selvstændig, funderende, lun og små-afhængig af at dimse med elektronik. Han er ikke så forsigtig længere. Jeg finder ham ofte nede på fritten, legende med 7-8 årige drenge. Eller siddende med en pige på hver side, fuldstændig uimponeret, indtil vi går hjem og han fortæller at Nadia faktisk skal gå i hans klasse eller at Victoria ikke var der i dag.

Han er en god ven, som elsker at lege og meget gerne vil ha’ legekammerater på besøg. Måske også gerne spise hos dem, eller endnu bedre overnatte. Han finder sig selv, og jeg nyder at følge med. Så skal der måske lige arbejdes lidt på tålmodighed, på hvordan han af og til kan blive så eddikesur at han tramper afsted i rummet som en elefant og at han måler alting i millimeter for ikke at blive snydt. Men pyt. Seks år er der gået, og den lillebitte prut der blev født på den famøse skybrudsdag, er vokset op og blevet til en dejlig dreng som jeg er så uendelig stolt af.

Tillykke med fødselsdagen i morgen, kære Spunk aka Isaac Cornelius.