Ulvetime med solskin på

Ulvetime.
Tiden mellem 16-17.30 (her hos os). Jeg er efterhånden blevet rutineret i hvordan jeg holder “Pastillerne” aktiveret uden hverken at ryge i totterne på hinanden eller falde i søvn.
Vi spiser som regel klokken 17.30, så der er halvanden time fra vi kommer hjem til der skal spises aftensmad. Jeg har også før skrevet om ulvetimen, så kig tilbage i arkiverne hvis du har lyst.

Det første der sker når vi kommer hjem, er at de får snacks. I dag har det fx. været vindruer, bananer og en “babysmoothie” (de dér små smoothier man kan klemme på når man drikker). De spiser en halv times tid, mens de begge kigger på iPads eller fortæller mig om deres dag. Som oftest kun det første, for begge er godt ristede efter en dag i institutionen.

legetidGajolen fik ti minutter til at gå med at kaste duplo-figurer ind og ud af vinduet, mens jeg lagde vasketøj sammen.

Derefter leger Spunken som regel indenfor, spiller på iPad eller ser tv. Gajolen vil gerne ud i haven og hygge sig med sandkasseleg eller kaste med snebær.
Her får jeg så mulighed for at gøre aftensmaden klar. Det fungerer ok, og på sådan en dag som i dag er det ekstra dejligt, for solen stråler fra en skyfri himmel. Det er svært at forestille sig at der om en måned er regn, rusk og 1000 døde blade overalt. Lige nu er det skønt.

Nå ja, og så er det jo ikke fordi det altid forløber uden problemer. Halvejs i dette indlæg, blev Gajolen eddikesur over at han ikke måtte tage 20 snebær med indenfor og smaske dem på stuegulvet. Nu er han sat ved spisebordet med “Gurlig Gris” og et glas saftevand – helt overophedet fordi det smukke septembervejr også gi’r 30 grader på terrassen hvor han har opholdt sig et godt stykke tid.

1 comments
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om