Når jeg kigger ud i haven, er det svært ikke at drømme om alt det der en dag skal gøres ved den. Jeg elsker mine rosenbede, vores gamle æbletræer der giver en lille smule, men gode æbler.
For nogle uger siden fik vi besøg af en anlægsgartner der skulle give os tilbud på følgende:
- Fjerne 195 kvm fliser
- Fjerne og rodfræse hasselbuske, hyld, buksbom, bambus og andet der er plantet alt for tæt og derfor ikke vokser som det skal.
- Lægge rullegræs
- Lægge nye fliser i indkørslen
- Give et bud på hvad vi gør ved terrassen som er temmelig udslidt i plankerne
Det var dejligt at få en pris, men det bekræftede os i at det ikke er nu vi skal i gang med det projekt.
Når først man får taget hul på sådanne drømme, får tankerne frit spil. Søren Ryge siger at det er et fantastisk blommeår – så nu drømmer jeg om et blommetræ. For en times tid siden, var en af de søde damer på vejen forbi med en pose blommer til os. Begge drenge eeeelsker blommer, så det ville være lige i øjet at ha’ sådan et træ selv.
Hele vejen langs vores mur drømmer jeg om stokroser (det har jeg drømt om i 4 år så måske jeg skulle tage mig sammen til at så nogle), og der hvor alle træer og buske bli’r fjernet, drømmer jeg om en fin hæk af blomstrende hortensia.
Hyld skal vi ha’ igen, den skal blot sættes et smartere sted – og så ville en rosa hyld eller persillehyld være så fint.
Tulipaner er den smukkeste forårsbebuder, og jeg drømmer om endnu flere af slagsen, flere steder i haven. Nå ja, og et drivhus hvor der udover tomater og agurker også kan være en melonplante og plads til overvintring af mange af de krukkeplanter jeg kunne tænke mig.
Til Gajolens barnedåb, fik han penge af sin gudmor til at købe et frugttræ. Det har vi endnu ikke gjort, men enten bli’r det et tidligt æbletræ eller et blommetræ.
I bryllupsgave fik vi også et gavekort til at købe et “kærlighedstræ”. Det er dog ret sart, så jeg overvejer at finde et andet træ/busk af en slags der kan symbolisere kærlighed, fx. en Koreakornel eller et Duetræ 🙂
Det gamle skur skulle bygges om til et hønsehus, og Gemalen bygge sig et nyt skur med plads til powertools og andet godt. Hønsene er dog igen til overvejelse, efter jeg havde en snak med en af naboerne som åbenbart hader høns (og han er ikke en type man orker at have nabostridigheder med).
Det er vist godt at drømme er gratis – og at vi planlægger at bo her på matriklen i mange år endnu 😉
Jeg har en enkelt stokrose, med smukke fyldte blomster.
6 comments
How lovely! A very good dream 🙂
Thanks Celena 🙂 Det bli’r så dejligt den dag drømmen går i opfyldelse 😀
Hej, har I overvejet at sætte fliserne i DBA til gratis afhentning, det gjorde vi og sparede optagningen professionel.
Oh yes, Susanne. De har været på DBA længe men den slags fliser er ikke i høj kurs, selv om de er dyre. Vi har over 200kvm af dem, hvis man tager bunken med som også står i baghaven.
Ingen vil ha dem, desværre.
Det er dejligt at have drømme. “Rom blev jo ikke bygget på 1 dag”
Jeg vil vælge at gøre drømmene til virkelighed i små etaper, både så tiden og økonomien kan følge med.
Jeg er og har aldrig været det store have menneske, mere end tilfreds med små haver 🙂 Ved ikke om det at anlægge en have er det samme som at skabe et køkken. Lærte for mange år siden, at det først var det 3. køkken der opfyldte alle drømmene.Drømmene kan jo godt være for fantasifulde 🙂
Det er jo lige det, Rom blev ikke bygget på en dag. Ham vi havde ude, havde ikke en urimelig pris så allerhelst ville vi gerne gøre det meste på en gang. Men terrassen kunne fx. vente og alt tilplantning med nye planter osv 😀