Det er blevet forår. Buskene grønnes og de tidligste tulipaner blomstrer. Inden længe følger resten trop.
Jeg bruger en time hist og her i haven. Der er nok at se til. Roserne skal klippes ned, der skal gødes og luges. Kjærsten renser fliser mens ungerne hygger i sandkassen og med naboerne på vejen.
Lutter idyl – sådan en femtedel af tiden. Resten af tiden går med hverdag, arbejde, planlægning af bryllup og ellers tungen lige i munden så tiden ikke løber helt af med mig.
Jeg er priviligeret at arbejde hjemme, og enda vælge egne arbejdstider. Flere timer kunne sagens bruges i butikken, men jeg vælger også familielivet, nu hvor drengene er små. Det giver ikke stort overskud på butikkens bundlinje at tænke sådan, men det har jeg slået mig til ro med. Jeg sender pakker næsten hver dag. Ikke flere end at jeg selv kan bære dem ned på posthuset. Det er ok.
Drengen bli’r så store. Det er en kliché, men man kan næsten ikke følge med. Det er om at stoppe og af og til, og nyde det sted de er lige nu.
Spunken prøver alt af for tiden. Han går til grænsen, og lidt længere. Er spændt på at se hvilke reaktioner han får tilbage. Pludselig overvælder hans følelser ham, og han kan hulkende sige at han øver sig i at ikke lave så meget ballade.
Gajolen gik med gåvogn på sin fødselsdag i oktober. Det gør han stadig … Han har også længe kunnet gå nogle skridt alene, men han bli’r eddikesur over at det er svært og ryster på hovedet når de velmenende pædagoger og forældre øver med ham. Han må ta sin tid. Hans storebror var også lang tid om det. Ellers trives han i fin stil, og blir så stor så stor.
Nok for nu. Det var en lille opdatering på hverdagen. Næste gang fortæller jeg om vores skønne påske og så skal jeg også skrive lidt om mine dilemmaer om overtøj til drengene og noget om bryllupsplanlægningen.
