Tjek, tjek og tjek

Vor Frue Kirke, i fredags. Det er ikke dér vi skal giftes, men stemningen passede

Kjolen er i hus. Jeg var inde at prøve den igen i fredags, også for at se hvilken størrelse det skulle være. Det blev str. 40 – hurraaaaa. Nu er det så om IKKE at tage på, men gerne blive ved med at tabe lidt. Det var dejligt at prøve den igen, og jeg var stadig helt sikker på at det skulle være den.

Skoene er også i hus, nu har jeg dog kastet min kærlighed på et par andre sko, som jeg synes er noget så pæne – jeg er dog i tvivl om hvor meget jeg får dem brugt efterfølgende, og om man i stedet så skulle være lidt modig og købe en farve som er mere anvendelig – eller nøjes med dem jeg har, og evt. købe et par flade sko til at ha’ med i tasken h v i s nu fødderne er trætte når man når aftenen.

Smykkerne har jeg også næsten styr på. Jeg har lånt perler af min svigermor, men jeg mangler et par øreringe og så naturligvis vores vielsesringe. Øreringene havde jeg forestillet mig skulle være hængende perler, men så fandt jeg de her – og de kunne jo være “noget blåt”. Det er bare svært at sige om de passer til halskæden og kjolen, men man kan jo altid købe dem og returnere dem hvis det er helt galt.

Jeg kan godt lide idéen om at man kan genbruge de ting man har på til brylluppet. Kjolen bli’r nok kun brugt på dagen, og jeg kunne også forestille mig at jeg sælger den igen efter den store dag. Hvis jeg kan få mig selv til det.

Vi er klar til at godkende kontrakten fra det sted vi skal holde festen, og jeg har også fundet ud af hvad Kjærsten skal have i morgengave. Det er lige før jeg efterhånden synes jeg er i god tid – det føles godt.

I dag har jeg siddet og dimset noget mere med invitationerne. Vi har valgt et design nu, men jeg har sendt en mail til “Calligraphen” som skal trykke dem, for jeg er ikke helt blevet klog af at trykke rundt på deres side – og det er en temmelig stor post på budgettet, så det er rart at være helt sikker på hvad det er man køber.

Der er 159 (!!) dage til.

Fiolstræde i regnvejr, fredag morgen

 

8 comments
  1. Det bliver en fest og jeg synes det er dejligt at du går og hygger dig med forberedelserne. 🙂
    Husk nu at det er tradition at det er manden der bestemmer hvordan brudebuketten skal se ud og ligeledes ham der henter den på selve dagen. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om