Jamen, selvfølgelig

Roen havde næsten lagt sig. Smuk sne, hund der havde fundet sin plads, et par dejlige dage i butikken og overskud på husoprydnings-kontoen.

IMG_8786 IMG_8787

Inden Spunken blev syg, fik vi kælke i den dejlige sne. 

Men så blev Spunken syg. Man kan sige meget, men de få gange han bli’r syg, gør han det med “stil”. Så det er ikke bare lidt splat. Nej, det starter med falsk strubehoste, og går over i høj feber, hoste, ondt i hals, blister på læben og snot. Nu er vi på 3. dag uden søvn, og 2. dag hvog jeg ikke kan få mad i ham.
Da vi var til lægen i fredags, var der intet at høre på lunger, og ingen halsbetændelse. Nu vil lægen gerne se os igen, så vi skal derhen ved middagstid.
Jeg håber næsten at han skal ha’ penicillin…for så kan man se en ende på det. Det er så synd for ham, når han er så splattet.

IMG_8864

Der var godt med sne, og vores søde genbo holdt vores fortov ryddet. Snart får vi dog ny genbo, og dét glæder vi os til. 

Muligvis går det ud over butikken, i nogle dage. Nu må vi se. Det vigtigste er at Spunken kommer ovenpå, men det smerter mig at skulle lukke butikken, for jeg har allerede haft kunder der siger at der ofte er lukket (det er nok kun fordi de kommer forbi søndage og mandage, men alligevel).

Der må ingefær, hvidløg og varm te i spandevis til – hvis altså Spunken snart begynder at spise og drikke nok. Jeg har modtaget ugens kasse fra Aarstiderne, og den er fuld af sprøde grønne sager. Vi må få gang i vitaminerne, og finde overskuddet igen!

IMG_8874

Max er en glad snehund, og han lægger sig gerne ud i sneen og gnaver i sit kødben. 

Men der er da også ting at glæde sig over. Max har det godt, og er faldet godt til i familien. Han klarer fint at være alene hjemme, og han sover i gangen/køkkenet, hvor jeg har sat et børnegitter op. I samråd med hundetræneren, er det også dér han opholder sig mest, når Spunken er oppe. Hvalpeleg og små fødder, er ikke en god kombination, og de bli’r begge alt for overgearede når de er sammen. Så under voksen-vejledning, nusser Spunken med Max, og så er Max sammen med os i stuen om aftenen. Det fungerer, og ingen lider ovelast 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om