Jeg skal da lige love for at foråret er kommet. Blå himmel så langt øjet rækker, stigende temperaturer og ægte svedige sneakers fra den 10 og 13 årige. Jeg sprayer skodeodorant i dem hver aften – for ellers er jeg bange for at både skægkræ og trappevaskeren ude i opgangen, besvimer.
Vi ligger ikke på den lade side herhjemme. Ungerne har gang i skole, fritidsaktiviteter og venner. Der er spejderlejr, Batizado, lejrtur med klassen, Århus Basketball Festival, Göteborg Basketball Festival (og sikkert andre ting jeg har glemt), i pipelinen.
Samtidig har begge drengen travlt med at vokse, og jeg synes konstant jeg ekviperer dem med tøj og sko i nye størrelser. Heldigvis kan P passe sit capoeiratøj, så han ikke skal have nyt før graduering. I er landet i størrelse 47 sko, og bliver der forhåbentligt året ud.
Forårstravlhed
Bo har travlt i restauranten, hvor selskabssæsonen rammer lige om lidt og personale og indkøb udfordres af skiftende bookingmønstre. “Det vi plejer”, findes ikke mere, efter både corona og den usikre verden vi lever i, og at vide på forhånd om man har 14 eller 40 gæster i bogen, er fuldstændig umuligt. Så han har nok at se til, og arbejder temmelig meget.
Jeg selv jonglerer diverse arbejde med fritid, og lige for tiden nyder jeg den ekstra tid jeg har, inden jeg måske til efteråret kaster mig ud i noget uddannelse. Nu er drengene så store, at jeg godt kan forestille mig at bruge et X antal timer på online-undervisning og weekenders skoleindkald. Uden at tænke at de går for lud og koldt vand.
Sommerferietanker og opsparing
Til sommer tager vi “Mintpastillen” og kører nordpå, samtidig som min mor også kører derop. Det bliver den billigste måde at holde ferie på i år, for jeg er ved at spare sammen. Den store skal nemlig konfirmeres om lidt over et år….. shiiiiiit, er han virkelig blevet så stor !?
Han er blevet tilmeldt konfirmation, og der er overraskende mange på årgangen der har valgt at blive konfirmeret.
Sommerferien bliver med naturen i centrum. Ved skov, vand og strand. Drengene vil gerne fiske, og sove i telt. Teltet tager vi med, men jeg tænker Bo og jeg sover inde i huset, sammen med mormor.