Om at tiden går

Et år gik, et nyt er i gang. Jeg synes lige det har været P’s fødselsdag og her her vi seks måneder senere. Men tiden går – og det er blevet forår.

De vokser jo

Drengene bliver større, mere selvstændige. Især I* der selv er begyndt at cykle til skolen, cykle til basket, tage bussen frem og tilbage til spejder og selv går i køkkenet når han er sulten. Ikke bare for at smøre en mad, men for at snitte, hakke, varme, koge – han eksperimenterer og han er god til det.

P er “lillen”. Lidt endnu. Jeg holder af alt have hans hånd i min om morgenen, til skole, og nyde hver dag jeg stadig får lov til at følge ham hen til klassen. Jeg ved at tiden lige pludselig er forbi, og selvstændigheden banker på – med størrelse 43 i sko og mørkere stemme.

Det er underligt at være mor til store børn. Det cementerer min egen alder, som jeg fra før ikke har det let ved at erkende.
Til sommer rammer jeg 42 år, og jeg vil godt være ærlig at sige at jeg hader det. Jeg ser ikke det smukke i at blive ældre, føler ikke at 40’erne er de nye 30’ere og jeg gyser ved tanken om at skulle sætte et 5’tal forrest.
På den anden side, elsker jeg mine veninder og mine søstre – og ser ikke dem som gamle. Uanset om de er i 40’erne eller 50’erne.

Jeg beundrer dem der omfavner egen alder og dem der ser med kærlige øjne på egen krop, uanset størrelse og tilstand.
Ligeså beundrer jeg dem der har sluttet fred med tingenes tilstand, fortid, nutid og fremtid. Det har jeg svært ved, men det er der jeg har rykket mig mest de seneste år.
– Så jeg går i terapi og snakker om det. For det stikker nok dybere end hvad jeg selv kan arbejde mig ud af, og som tiden går er det på tide jeg rydder lidt op på “første sal”.

Brønshøj my love

Drengene trives – jeg nyder at se på. Vi er faldet godt til her i Brønshøj. Bo har kort vej til arbejde, så selv om han arbejder meget, føles han tæt på. Drengene og jeg går forbi flere gange om ugen, og hænger ud med en sodavand eller spiser aftensmad.

Mit arbejdsliv er ikke ændret en smule det sidste halve år. Jeg har fået færre konsulenttimer, og det savner jeg en. De var i musikerforbundet, og min livline ud til mit “gamle miljø”. Måske kommer det tilbage igen, måske ikke.

Uanset er jeg godt tilfreds med min arbejdssituation for tiden, med både tid til læring, udfordringer og udvikling. Jeg føler mig heldig og rig. Ikke rig på penge, men heldig og rig på liv og kærlighed 🙂

*den gamle læser vil se jeg nu har byttet Spunken og Gajolen ud med I og P. Det er hurtigere at skrive, og med deres alder, passer det bedre.