…. og alt det løse.
Det er tirsdag eftermiddag, og jeg har indekuller. Vejret dufter af sensommer. Drengene er blevet corona-testet her til formiddag, og jeg satser på det bare er en forkølelse der hænger i deres luftveje. Der er andre i deres klasser der er sløje, og de er heldigvis testet negative.
Men så er dagen jo gået herhjemme, med spil, tv, vafler, afslapning og fuld plade på sumpning. Jeg bliver rastløs, men det er nemt nok at acceptere at vi ikke skal ud når det står ned i stride strømme udenfor. Heldigvis har jeg arbejde jeg også kan lave fra computeren ved spisebordet.
Jeg har fundet trøjerne frem
Der går lang tid imellem at jeg sætter mig ud på altanen og drikker eftermiddagskaffen. Det er begyndt at blive køligere, og jeg har fundet mine striktrøjer frem og hængt dem op på stativet.
Drengene dingler rundt i vatterede jakker, og de tynde jakker holde pause i garderoben.
Den yngste har fået storebrors gamle, fra skønneste “Isbjörn” som tidligere har ekviperet drengene med fine vintergevanter.
Til den ældste har jeg købt en jakke fra H&M. Kvaliteten er lækker, og den er indkøbt stor nok til at der kan være en trøje under. Så behøver han ikke andre jakker før det bliver rigtig koldt.
Jeg selv har to vinterjakker. En dynejakke som er varm og skøn – og temmelig stram over rumpen. Det arbejder jeg på (i dag ikke særlig effektivt, her 4 vafler inde). Den anden er en skøn uldfrakke som jeg købte sidste år. Nu er den afleveret til rens, så den er klar til om en måned eller to.
Efterårsmad
På komfuret står der to gryder og luner gårsdagens aftensmad. Gryderet med kylling, bacon, pølser og ris til – med regnvejret, kom lysten til fyldige gryderetter. I morgen tror jeg også at det bliver noget sammenkogt, måske med kartoffelmos til. Bevares, jeg serverer også en salat, men sådan en gryderet med snasket sovs…. det er skønno.
Tomaterne ude fra altanen, er modne. De smager så skønt – og jeg har taget frø fra de gule, i håb om at gentage succesen næste år. De blev købt som røde tomater…det var de ikke, så det er om at samle frø.
Ungerne spiste kæmpe portioner i går, og stadig er der til en god portion til os alle tre i aften. Nemt, og dejligt.
Jeg har set at IKEA har et ret fint tærtefad med høje kanter. Det kunne jeg ret godt tænke mig, og så eksperimentere lidt med madtærter. Den yngste er ikke tosset med æggemasse, så der skal i dén grad eksperimenteres og findes på, så han stadig spiser det.
Har du nogle favoritretter her i den køligere sensommertid?
Kate Winslet venter
Når drengene er blevet puttet, har jeg en aftale med min sofa og tv’et. Jeg var ret tosset med “Mare of Easttown“, og da jeg så at der ligger en ny film med Kate Winslet på iTunes, fik jeg lyst til at se den. Den skal jeg leje i aften, og hygge mig under en varm plaid med en kop te.
2 comments
Jeg drømmer også om vintermad – gullash, mørbradgryde, chili con carne og hønsekødssuppe. Og flæskesteg! Øj!
Mmm, ja. Flæskesteg – det er virkelig længe siden!!!