Søndag i sengen

Jeg vågnede tidligt denne søndag. Det har jeg egentlig gjort alle dage på det seneste. Nogle morgener mere udhvilet end andre.
I dag, vendte jeg mig på den anden side, og nappede en time mere. Jeg blev nemlig færdig med tøjvask i går, og oprydning af lejligheden. Så i dag er HELT fri – til at lave ingenting. Hvis det er det jeg har lyst til.

Da jeg stod op, var det ikke for at hoppe i tøjet. Jeg smed en sweater over hovedet, og trissede ud i køkkenet for at sætte kaffe over og putte noget brød i ovnen (har endnu ikke købt en brødrister).

På dørmåtten lå søndagens udgave af Politiken, og min fagforenings månedlige blad. På spisebordet lå der to bøger, der er på min “skal læses nu” liste. Alt læsestof, blev kylet op i sengen.

Forberedelser til ugen

I går havde jeg planer om at sætte en bolledej over til koldhævning. Det glemte jeg, så jeg fik hældt brødblandingen, gær og vand i røremaskinen. Derefter blev skålen sat i køleskabet, og i aften står min aftensmad på en sprød grovbolle med pålæg og gnavegrønt, og så er der brød til de næste 3-4 morgener når drengene kommer hjem i morgen eftermiddag.

Kaffen trak færdig, brødet blev ristet og smurt med smør og ost. Tilbage i sengen, hvor jeg stadig sidder. Jeg er godt igennem stakken af aviser, og skal snart refille min kæmpestore kaffekop. Så går jeg ombord i “Morgenstjerne” af Knausgård. Den har ligget og luret et stykke tid, og jeg har gået i cirkler omkring den. For jeg ved, at så snart jeg starter på den, flytter den ind i hjernen for en tid.

Søndagssoundtrack – klaver og hip duo

Mens jeg læser, hører jeg musik. Det kommer næppe som en overraskelse for nogen. Hvis jeg går helt ombord i bogen, orker jeg ikke høre musik med vokal. Så bliver det ofte noget jazz, og Nikolaj Hess er et meget godt bud. Her kan du nyde 40 minutters video med manden, som er en af de pianister i verden jeg kan blive helt forgabt i. Jeg havde ham til “hørelære” på musikkonservatoriet, og faldt ofte hen i hans timer, fordi alt han spillede bare lød rart.
Du kan også lytte til hans fine album, “Micro Chapters”.

En helt anden boldgade, er det blærede samarbejde mellem Anderson.Paak og Bruno Mars. SHIT det er så røv fedt altså. Det bliver det vildeste album de to herrer udgiver, og jeg glæder mig som et lille barn.

Sådan går søndagen

Ugen slutter i aften, når jeg igen lægger mig under dynen. Så er endnu en uge gået. Vi er kommet en uge ind i foråret, og en uge nærmere hvad end vi må have af mål.

Den kommende uge, byder på praktiske gøremål. Arbejde og besøg af en tømrer, der skal fikse noget udluftning her i lejligheden.

Spunken starter op til spejder torsdag, og Gajolen starter op til udendørs capoeira, lørdag, hvis altså vejret holder. Nu må vi se. Det lugter lidt af almindelige tilstande, og det er mere end dejligt.

Jeg håber at søndag er god ved dig, og at du går en dejlig uge i møde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om
default_featured_image.jpg

Lørdagens menu

Vand Paraghurt Vand …. Gæt hvad lørdagen står på … Det startede i går eftermiddags men kunne holdes…
Læs mere