Første morgen med lyden af to drenge, der lidt over syv begyndte at snakke inde på deres værelse. Små fødder trissede ud på wc og tilbage under dynen igen.
Jeg lå i min seng og nød lydene, og følelsen af at være her i Vanløse sammen med dem, for første gang.
(Gryde-) Nød lærer nøgen kvinde
Vi tager to overnatninger hernede, nu hvor drengenes værelse er næsten færdigt. Vi mangler lys i det meste af lejligheden, en del møbler også. Men pyt. Man kan sagtens være her nogle dage. Det ligner et hjem.
Gode venner har hjulpet med de større ting – havde det ikke været for Sidsel og Morten, havde det store klædeskab aldrig fået sine skydelåger på!
Havde det ikke været for Jeanette og Jonas, var skrivebordssystemet og hylderne på badeværelset aldrig blevet hængt op.
Når jeg er kommet på plads, vil jeg invitere dem alle på middag som tak.
Jeg købte en god skrue/boremaskine da møblerne fra IKEA ankom, og har ellers været en del hernede og samlet. Det er jo ingen sag at hænge gardiner op, samle senge og andre ting, hvis ens værktøj er i orden. Måske blev der bandet en del undervejs…men der var kun mig til at høre det.
Senere skal vi en tur i Føtex, efter en gryde. I går ville jeg gå i gang med at lave aftensmad – men havde kun to små kasseroller og en stegepande. Omstændigt at koge spaghetti og lave tomatsovs i….så vi endte med kebab til drengene og falafler til mig, nede på den lokale 😉
Lejligheden ligger et skønt sted. Der er gode indkøbsmuligheder, tæt på Damhussøen, tæt på stationen og også tæt på god takeaway/madsteder. Ret dejligt.
Spontan venindehygge
I går efter drengene var blevet puttet, kom en af mine skønne “gamle” veninder forbi. Jeg sad på gulvet, hun i stuens eneste stol, og delte en flaske indflytningsgave-cremant. Shit, hvor var det hyggeligt. Tre timer med snak, grin og musik på pladespilleren.
Jeg forestiller mig mange dejlige aftener i fremtiden, her på 2. sal.
Weekenden i Vanløse føles helt rigtigt.
Vanløse føles rigtig.
Det ligner et hjem.
2 comments
Der er noget helt særligt ved et nyt hjem. En blank lokation som kan rumme mange drømme, især når først det basale er på plads. Hvor er det dejligt med gode venner, der kan hjælpe med at skabe lidt sjæl og historie i alt det nye.
Jeg kan iøvrigt regne ud, at vi bor tæt på hinanden. Jeg bor også ved Damhussøen, ved det store kryds deroppe. Måske støder vi og drengene ind i hinanden i Grøndalsparken en sommerdag 🙂
Tillykke med jeres nye hjem 🙂
Tillykke med jeres nye hjem – og herligt med venner, der giver en hånd med ved indflytning og indrettelse. For det er ret stort arbejde at flytte og indrette sig igen.
Er sikker på at du og drengene nok skal blive glade for jeres nye base i Vanløse.
Bedste hilser
Louise