Så gik der en måned, siden sidst jeg skrev. Ikke fordi livet er gået i stå, tvært imod.
Juni har været travlere end nogensinde, da jeg (som tidligere skrevet) halvt i panik over om jeg har høj nok indkomst, påtog mig tjansen som lærervikar.
Et kig ind i teenageres krøllede hjerner
Vikarlivet har været fedt. Overraskende fedt faktisk. Jeg har det godt med teenagere, og ser det som en gave at få et sjældent indblik i deres krøllede hjerner.
Jeg har lært så ufatteligt meget om forskellige kulturer, familiesammensætninger, madkultur, neeederen forældre, neeederen søskende og om hvad der virker og ikke virker når det kommer til at motivere en flok elever. De fleste syntes at onlineundervisning var det bedste, og gruer over at de snart skal ramme 8. klasse med et hul i læringen fra 7.
Om der er flere timer til mig efter sommerferien, er usikkert. For elevernes skyld, håber jeg på mere struktur, men jeg ville selv synes det var skønt at se mere til dem og til at have den ekstra indtægt.
Vanløse venter
Jeg overtog min nye lejlighed midt i maj. Her en måned efter, er den klar til indflytning. Overtagelsen har holdt hårdt, med kæmpe problemer med klargøringen. Malerpletter, skæve dørtrin, manglende nøgler til kælderrum, intet vaskerum – eller jo, dvs. i en anden bygning, og kun 1 vaskemaskine til 33 lejligheder….. Jeg har været grædefærdig, for oveni alt andet kaos omme i privatlivet, har det været uoverskueligt at det nye sted var “utrygt”.
Nu håber jeg at det hele ordner sig.
Drengene har været med nede at se lejligheden et par gange, og de glæder sig. Så meget som man nu kan glæde sig, når det man kender ikke længere er det der fortsætter. Men jeg tror på at det bli’r godt og de falder til ro i deres nye hverdag.
Hvornår vi flytter ind, er dog usikkert. Der er mange brikker der stadig skal falde på plads, men her til den første når lønnen kommer ind på kontoen, burde der være til at købe senge og klædeskab. Så kan jeg så småt komme i gang med lange aftner med samlevejledninger og skruemaskiner 😉
Men hvordan har du det egentlig?
Flere gange ugentligt, får jeg velmenende sms’er og telefonopkald. Lige for at høre hvordan jeg har det.
Det er svært at svare på. Egentlig føler jeg at jeg kører på autopilot. “Elsk drengene, tjen penge, naviger i lige dele kaos og lige dele hverdag”.
Men jeg ender som regel med svaret “Jo, det går egentlig ret ok”.
Det er fire måneder siden rutcheturen startede. Der er sket en masse på de fire måneder. Virkelig. Det allervigtigste er at kernen igen er god. Kernen der hedder samarbejdet mellem mig og Oscar, og vores fælles kærlighed til drengene.
Dét er vigtigst.
Samtidig kan jeg mærke at jeg skal til at give mig selv lidt mere opmærksomhed. Jeg har lidt for ofte hjertebanken, ondt i maven, træthed, underskud og en trilliard nye grå hår. Blodtrykket er for højt, trods medicin, og jeg udsætter den der tur til lægen, fordi jeg ved at det igen bliver et besøg hvor jeg tuder på hende og hun spørger om hun ikke nok må sygemelde mig. Men det duer sgu bare ikke vel.
Nu skriver jeg her at jeg l o v e r mig selv at passe på mig selv. Selv om det af og til virker som en temmelig umulig opgave, når livet hjerner afsted.
