En person beskrev mig for nyligt som et “musisk menneske”.
I en ganske tidlig alder, fandt jeg ud af at jeg kunne noget med musik. Det var fint at sidde på en scene, i en teaterforestilling, foran 200 mennesker og synge en sang. Første gang jeg gjorde det, var jeg fem år.
Det var straks sværere at sige replikker, for der blev jeg selvbevidst. Men sang. Det havde jeg styr på.
Min storesøster tog mig med til ungdomskor, hvor jeg stod sammen med en bunke 15 årige og sang “Shubidua”. Jeg elskede at stå der og svaje sammen med alle de store piger. Det var fedt, jeg var god og det gjorde mig glad.
Det var først senere i livet at sang og selvbevidsthed blev ført sammen. I en god salat af usikkerhed, og med behov for kontrol. Sådan var det på konservatoriet. Ligeså skønt som der var, ligeså skræmmende var det.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg omkring min pause fra musikken, og lidt tilbageblik til en tid der engang var.
Musikken finder dig igen
Jeg tror ikke man kan løbe fra musikken.
Hvis den har taget en stor bid af ens sjæl.
Man kan sætte den på pause for en tid. Mens livet er travlt, børnene er små, tiden er knap.
Pludselig banker den på igen. Fra indersiden af hjertet. Den rører dig i sange du havde glemt, og måske får du lyst til at spille igen.
Jeg har de sidste mange mandage set koncerter hver aften, som I ved, med skønne Jonatha Brooke.
I mine hovedtelefoner er der skiftevis podcast og musik, når jeg arbejder. I bilen hører jeg H Ø J musik, og skråler med.
Der er nogle artister jeg stadig går udenom. Billie Eilish, Alicia Keys og en del andre. Men mon ikke de finder vej tilbage til mit katalog, en dag. For det er det musik også kan.
I en tid kan det gøre for ondt at høre bestemte sange, men en dag vil man høre sangen igen, og tænke tilbage på en tid der var særlig og selvudviklende.
Guitaren er stemt og notesbøgerne fundet frem
I går da drengene sov, satte jeg mig i sofaen med “Margit” på skødet. For lidt tid siden, satte jeg nye strenge på. Den sprøde dejlige lyd, af nye stålstrenge. At huske hvordan man spiller….vel, det kommer til at tage et stykke tid. Men det skal nok komme med øvelse.
Jeg skrev, spillede, skrev, trallede….. fandt på et vers og en melodi. Det blev indspillet på telefonen – og ganske tilfreds med mig selv, satte jeg guitaren på plads da fingrene blev ømme.
Nu har jeg hørt indspilningen. Jeg er stadig fint tilfreds, og har nogle idéer til at komme videre med det. En bid af verset minder lidt for meget om noget fra Frozen 2, men hey, man kan ikke opfinde den dybe tallerken efter 12 år uden sangskrivning vel?
Musisk menneske. Jeg forstår hvad personen mente, om så vedkommende lagde meget i det eller ej. Men jeg ser mig selv som et musisk menneske. Ingen tvivl om det – det er faktisk en ganske fin og rørende beskrivelse.
En lille aftenlytter
Her på falderebet. Har du en time til overs, så se og hør koncerten med KT Tunstall. Hun er så skøn!
Vil du bare høre en enkelt god sang, så hør denne (videoen er håbløst 90’er). Fra Jonatha Brookes fantastiske plade “Plumb”.
4 comments
Dejligt at du har fundet musikken frem igen og lov mig kære du, at du holder ved. Jeg spillede meget fra jeg var 9-18 og var faktisk også ret godt på trompeten, men men men, så kom ungdommen, festerne, arbejdet og alt det andet. Til sidst blev den glemt og nu er det kun sådan at jeg en gang eller to om året, tager den gamle trompet frem og vasker / renser den, spiller et par skalaer og slutter af med Amazing Grace Som stadig ligger gemt i hukommelsen.
Så hold ved Therese.
Jeg vil gøre mit allerbedste. Det føles i hvertfald dejligt og godt for min hjerne, at spille lidt igen.
Fedt at du spiller på trompeten af og til. Jeg har en gammel violin som jeg af og til har lyst til at støve af og sætte strenge på. Men ærlig talt, jeg tror det bliver frygteligt at høre på ! – selv om jeg spillede i næsten 10 år
Det er så vidunderligt at finde en rusten lidenskab frem. Musikken gør så meget godt. Jeg ved det, er selv “gammel” kor pige, sang 2. stemme for lige stemmer altså piger i alderen fra 5. klasse til vi gik ud af gymnasiet, i en lille by. Her fik jeg mange spændende oplevelser med, og ja, jazz musik blev en stor del af mit liv, da drengene lavede et Brass Band. De var med os land og rige rundt, selv Holland, Tyskland, Sverige og Norge. Vi var endda med til at lave skole TV først i 70´erne.
Det bliver en skøn del af dine glæder du der har fundet frem. Det bliver et “Helle” hvor du kan finde dig selv, finde den indre ro. Finde frem til den du er.
Masser af god karme til dit arbejde med musikken.
Lige præcis, det er nemlig den indre ro jeg søger, efter lang tids stress og jag. Det bliver dejligt.
Jazzen tænker jeg du stadig bærer med dig i det musik du lytter til?