I går aftes bandt jeg snørebåndende og gik en aftentur. Halvanden time, næsten 8 km og en god bog i ørerne.
Endnu en gang har jeg tilmeldt mig to ugers gratis bog-streaming. Så holder jeg en pause, og så kommer der et tilbud igen. Det gode er at min bogreol står som jeg forlod den, så jeg kan vende tilbage til gemte bøger.
Jeg læser aldrig bøger på iPad, men jeg holder af at lytte til en bog mens jeg går eller laver andre ting.
I lang tid har jeg hørt podcasts, men nu er det egentlig kun de samme 2-3 jeg vender tilbage til. Jeg får ikke “nok næring” i en podcast for tiden. Der må godt være mere pondus og flere ord. Lydbøger må være vejen frem for en tid.
Grunden til jeg måtte ud at gå, var en rastløshed i kroppen. I stedet for at sidde og scrolle på min telefon og tænke for meget, virkede det som en fin idé at bevæge sig lidt.
Jeg var for træt til min selvterapi med at skrive i notesbogen. Der er ellers basis for mange sange indtil videre, så jeg burde snart fatte guitar eller klaver og komme lidt i gang igen.
Men på med skoene, og ud i den friske luft.
Der var meget smukt at kigge på, med blomstrende træer og forårsblomster alle vegne. Børn havde leget med farvekridt på fortovene – måske var det deres ældre søskende der havde fornøjet sig med et “Fuck 2020” på vejen.
Jeg gik ruten der bringer mig ned til Vanløse, hele vejen op af Bellahøjvej og ned igennem Brønshøj og ind i villakvarteret. En god lang tur med både bakker, tæt trafik og villavejsro..
Blomster galore
Når vi nu er ved blomster. Alt springer ud. Naboens træ, valmuerne, tulipanerne, ribsbusken. Syrenen står også på spring.
Det er blevet maj, i april. Du hører ikke mig klage.
Jeg holder af at gå en lille runde i haven, og se hvad der sker. Hvor langt er pæonerne kommet op, bliver de større i år end sidste år.
Så plukker jeg et par blomster, fatter telefonen og knipser et billede eller to.
Putter blomsterne i det vindblæste hår, knipser en “selfie” til Instagram.
Der er ro og god tid disse dage, også til den slags “ligegyldige” aktiviteter. Aktiviteter der bringer en rastløs sjæl i balance, ligeså stille.
Lørdag er god ved os
Snart kommer den ældste dreng hjem fra en legeaftale. Han får mere og mere line disse dage. Tager selv ned til venner/veninder i nabolaget. Får lov til at cykle op til legepladsen.
I går gik han selv hjem fra skole for første gang. Vi har klare regler om ruten og hvordan man er opmærksom, men alligevel tænker jeg at han snart skal ha’ sin egen telefon.
Heldigvis har vi flere ældre modeller liggende, så det er vist bare om at vælge en og sætte den op til ham.
Jeg har sorteret og ryddet ud. Tre vaske med tøj har jeg vasket – og jeg når nok et par stykker mere. Det er god terapi at se bunkerne svinde ind.
Lillebror har set skærm hele dagen. Stort set. Den går ikke i morgen, så skal han ud og røre sig. Måske slipper han heller ikke helt i dag. Dagen er ung, så vi kan godt nå en lille cykeltur i nabolaget 😉
Sådan går dagen, og er der mere energi i aften, kan jeg altid snøre skoene igen og gå nogle flere kilometer.