Om tomhed

Langfredag var det slut.
Et par dage var jeg knust.
Onsdag fik jeg håb.
I går blev håbet slukket helt.

Tanker om at blive valgt fra, ikke være god nok, vraget for en anden fylder alt. Det jeg ikke forstår er at jeg er så påvirket af det. Måske fordi det gik fra 0-100 på meget kort tid. Der var oprigtig interesse for hvem jeg var, hvorfor jeg var som jeg var. Min personlighed, mit ydre, mit indre. Fremtidsplaner, historier om hans spændende liv, støtte i min krisetid på hjemmefronten. Telefonen glødede med beskeder og det var ikke tomme ord og floskler.

Der blev kælet for det hele. Det var svært at stå for.
Jeg følte mig spændende og særlig – selv om jeg ikke var den eneste i hans liv.

Han gik fra 100-0 på en dag. Eller sådan føltes det. Pludselig var jeg ikke særlig eller værd at bruge mere tid på.

Nu har jeg givet op. Helt. Efter en korrespondence med ham i går, kunne jeg læse der ikke var mere håb. Han havde taget en beslutning – men hvorfor jeg skulle hvirvles op igen og igen i hans tvivlstanker, forstår jeg stadig ikke. Han har slettet mig fra både sit liv og SoMe kanaler nu. Jeg giver op.

Jeg håber han bliver glad i sin beslutning. Hviler i den, slapper af og nyder en sommer med ro i sit valg.
Måske kunne jeg være ligeglad med hvordan han har det, men jeg nåede at holde så meget af ham at hans fremtid ikke er ligegyldig for mig.

På sidelinjen står min omgangskreds og siger han ikke er det værd, at han har været uærlig og jeg skal dyrke vreden.


Jeg kommer dertil en dag. Måske. Eller lader ham gå i fred, mens jeg selv kommer videre.

Indtil da, strammer jeg mig an og fokuserer på alt det andet gode i mit liv.