Spunken og jeg tog en tur i skoven i weekenden. Jeg trængte til lys og luft. Lys var der ikke meget af, men frisk luft og duften af skov gjorde godt. Jeg parkerede et andet sted end jeg normalt plejer, og det var et held. Der var nemlig blevet fældet et stort område gran, og overalt i skovbunden lå der store grene. Pyntegran – tjek!
Mens jeg kiggede ud på en skovsø, øvede mig i at trække vejret og samlede mos i store mængder, sad Spunken og snittede med sin spejderdolk. Det tog tid at finde den helt rigtige gren, men da han først havde fundet den, var han tabt for omverdenen. Han er dejlig at ha’ med i skoven, om han minder mig om mig selv, da jeg som barn rendte rundt bag vores hus i Norge og legede spejder på overlevelsestur.
Jeg havde heldigvis taget mine gummistøvler på, for der var vådt overalt. Med de store mængder regn vi har fået dette efterår, kan selv ikke skovbunden følge med, så der var kæmpestore vandpytter og mudderpøle. Spunken hoppede fra pøl til pøl, og hans vinterstøvler skal ha’ en ordentlig omgang med en stiv børste, for at blive dem selv igen.
Efter et par timer, vendte vi snuden hjemad igen. Det er luksus at ha’ en dejlig skov, kun 20 minutters kørsel væk fra matriklen. Næste gang vi tager en tur i skoven, skal vi lillebror med derud, selv om han ikke er nær så glad for skoven som sin storebror. Men mon ikke leg i den fine hytte vi fandt, kan trække lidt? Jeg tror det.
