Bloggens evolution. Med 15 år på bagen som blogger, har jeg set mediet ændre sig med årene.
I begyndelsen var der ikke mange der bloggede. Jeg selv startede inde på “My Space” hvor de havde en “journal” funktion der hed “Spaces”. Der skrev jeg om dit og dat. Efterhånden blev jeg bidt af det, og fik i 2005 lavet mig en “Blogspot blog”.
En af dem jeg hurtigt begyndte at følge var Liselotte. Det gør jeg stadig – og jeg besøger hende også i Gug, en gang om året. Der er også Anne, Catarina, og så er der virkelig mange andre søde damer der ikke blogger mere. De er til gengæld på Instagram, de fleste af dem.
Man linkede mere til hinanden, dengang. Alle havde en “blogroll” i deres sidebar, og det var god stil med anbefalinger og omtale. Kvit og frit.
Læste jeg en blog, røg den meget hurtigt på listen over anbefalede blogs. Sådan samlede man sig stille og roligt læsere, og kommentarer.
Flyttedag
Blogspot blev for lille, så efter et år rykkede jeg ind på eget domæne med WordPress. Her er jeg stadig.
Jeg husker “flyttedagen” hvor min daværende veninde Henriette kom hjem til lejligheden i nordvest, og lærte mig hvordan man skulle gøre. Det var åndsvagt besværligt dengang, at rykke over. Dengang, som nu, blev det hurtigt rutine og jeg begyndte at skrive mine første indlæg.
Så gik årene ellers. Der er løbet meget vand under broen siden. Færdiggørelse af uddannelse, udskiftning af kæreste, lejlighed, børn, hus osv.
Et skifte
Flere blogs kom til, nu mere tematiserede. Man var morblogger, boligblogger, madblogger eller beautyblogger. Det blev meget mainstream, og Instagram havde endnu ikke fået fodfæste så blogs var stadig indholdsrige og interessante at læse.
Den største forskel fra da til nu, er nok den kommercielle side. Til at starte med fik jeg mails fra små virksomheder, med tilbud om lidt gaver for et link til deres butik. Senere kom der invitationer til events. Jeg var ved at dø af stolthed da “Lego Duplo” inviterede til en lancering af noget nyt legetøj. Spunken fik en kasse blandet eller to, og det blev givet til hans dagplejemor.
Det var bare ikke mig kunne jeg mærke. Jeg tog ikke imod stafetten, og andre bloggere overhalede mig. Der blev holdt blogtræf og jeg mødte talentfulde AC der dengang også var ny. Nu er hun danmarks største madblogger og enormt talentfuld. Hun fik i dén grad redet med på bølgen, og har gjort et supergodt arbejde.
Bureauer og business
Bloggers Delight kom på banen. Her sagde jeg også nej tak. Kunne slet ikke se fidusen i at give alt det sjove (tekniske og nørdede) fra mig, og skrive på en blog fuld af bannere og reklamer. Flere kom til, og nu er der blandt andet Momster, Buzzanova, Ruby Journals m.fl.
Det er i den grad blevet en forretning at være blogger/influencer, og mange dropper 8-16 jobbet og bliver selvstændige. Det er en interessant branche, og svær. Jeg har selv meldt mig ind i min fagforenings underafdeling for bloggere. Det er spændende synes jeg, for der sker hele tiden nye ting og det er vigtigt at følge med i lovgivning og rettigheder.
Jamen du reklamerer da også selv?
Af og til sker det at jeg siger ja til at indgå samarbejder. Det er primært hvis det giver mening i forhold til bloggen og min visuelle profil på Instagram, som jeg så småt er ved at være i mål med.
Jeg må indrømme at jeg har brugt meget fokus på Instagram, men det river stadig i mig det her rene blogmedie. Der er flere ord, mere personlighed.
Nu er det primært haven jeg bruger tid på. Og familielivet. Jeg er kone, husejer, pårørende, mor, havetosset og freelance med min egen lille virksomhed. Samtidig er der skrappe regler der skal overholdes for at man overholder markedsføringsloven, derfor kan det sjældent betale sig at modtage et produkt og skrive et indlæg om det. Det skal opgives, sådan er det bare. Af og til siger jeg ja, og samarbejdet med Lego er for eksempel et af dem der er sjove og det hele værd.
Derfor elsker jeg blogs
For at runde indlægget af, vil jeg sige at dette jo er mine observationer. Jeg beundrer alle typer bloggere, både kommercielle og ikke-kommercielle. Den energi og det engagement som fx. Trine lægger i sin blog, er beundringsværdigt.
Det er interessant at se hvad folk får ud af mediet, og hvordan modtagerne tager imod det. Man kan stadig læse personlige indlæg, få inspiration på samme måde som i dameblade, finde den gode opskrift på kardemommeboller og blive klogere på haven.
Jeg selv gør som jeg har lyst, og trives med det. Det ville ikke gøre mig noget at fokusere endnu mere på bloggen, men jeg synes også det tager lang tid – måske fordi jeg med tiden bruger længere tid på et blogindlæg, og ikke bruger bloggen til hurtige afløb. Til det har jeg netop Instagram og Twitter.
Hvis du selv har har nogle betragtninger, må du meget gerne lægge en kommentar.
Jeg elsker blogs!
5 comments
Jeg ved ikke meget om alle de “kloge tanker” om blogge osv. Jeg læser dem for det meste bare. Min egen er ved at dø af stofmangel. Instagram passer mig bedre – en tanke eller en indskydelse kan hurtigt omsættes til et lille kort indlæg, både for sjov og for alvor.
Sikkert pga. min manglende tilstedeværelse er det fuldstændig gået min næse forbi, at din “lille biks” simpelthen er oppe at køre med hjemmeside og alting. Tillykke og held og lykke – du forklarer virkelig meget jordnært, hvad du tilbyder. Imponerende!
Gode ord Therese, jeg er så en af dem, der stadig har en blog med blogroll i siden og koblet til blogspot Det interesserer mig ikke med alt det tekniske men jeg elsker at bruge bloggen som mit refleksionsrum. Jeg savner lidt de hurtige kommentarer, men må erkende at der må jeg til instagram. Pøj pøj med din virksomhed. Kh Lene
Jeg holder meget af at følge dig gennem nu mange år. Glæder mig til mange flere og til at møde dig, drengene og manden en dag.
Godt skriv, som kortvarigt gjorde mig helt nostalgisk efter de gamle blogdage, hvor vi flintrede ind og ud af hinandens kommentarspor og planlagde sammenrend. Nu er relationerne lidt mere fragmentariske og fordelt over de socialemedier, men heldigvis er vi jo stadig en større gruppe blogger/ex-bloggere/meget-sjældent-bloggere og drømmer-om-at-begynde-igen-bloggere, der har kontakt og det er jeg glad for. Det har betydet meget for mig at lære dig og de andre årgangssardiner at kende både på bloggen og i virkeligheden.
Dejlige betragtninger fra dag 1. og til nutiden.
Jeg begyndte selv på Space, var forbi TV2 – og fandt så over i wordpress. De forskellige træf der blev skabt, fik jeg ikke møvet mig ind, da jeg ikke var så “mobil”. I år mødtes jeg med Catarina og Celine, for første gang. Det var så super hyggeligt.
Jeg får læst lidt, her og der, kommentarene kommer på hvis tiden er til det. Mine egne indlæg, hm. der kommer periodisk, og af samme årsag som kommentarene, hvis tiden er til det.
Bloggere, influencers, blogs med reklame, dem følger jeg ikke. Det skyldes reklamen. Jeg ved godt der er brug for markedsføring. Jeg er bare en rasmus-modsat, skriver en blogger rosende ord om et produkt, er der en hage, derfor fravælger jeg det omtalte, og finder selv vej til noget andet. Jeg er generelt meget imod reklamer, tilbudsaviser etc.
Ønsker dig masser af god arbejdslyst med din egen virksomhed, ved godt det nu står på 3 ugers ferie, så det vil jeg også sende dig masser af gode tanker efter.