Forberedelser til Black Friday – noget om grådighed

Jeg bruger en del tid disse dage på at fortælle Spunken om grådighed og på en måde føles det håbløst når min egen indbakke og folk omkring mig R Å B E R højt om hvad man ikke kan undvære, og hvad man S K A L se at få købt inden det er for sent. Forbrugsfest. Lige pludselig er det ok at bruge flere tusinde på en køkkenmaskine, “for man kan jo ikke leeeeve uden og nu er den jo på tilbud”.

Er vil blevet sådan nogle der kun tænker i hvornår næste udsalg kommer? Sommerudsalg. Pre-season-sale. Efterårsudsalg. Fødselsdagsudsalg. Black Friday. Gode tilbud hver adventsweekend. Januarudsalg.

…. jeg bli’r træt. Og sikkert også sippet at høre på, når jeg brokker mig over at jeg kan se de små butikker sælge ud til underskudspriser. 50% rabat OG fri fragt. Det kan på ingen måde løbe rundt, når indkøbsprisen er40% af vejledende udsalgspris ex. moms.

Men hvad må jeg få?

Spunken tænker en del over hvad han “må få”. Om så det er en frugtskål om eftermiddagen, noget godt til aftensmad, en mønt hvis han rydder bordet eller bare fordi. Helst mere end lillebror, for nu er han jo selv STOREbror. Der er en grad af retfærdighedfølelse i det, hvis nu lillebror som i dag har haft en hjemmedag.

“Hvad har lillebror fået i dag?, må jeg også få det?”. Så skal der forklares at man ikke altid behøver at få det samme, ikke altid behøver at få mest eller faktisk slet ikke kan forvente at FÅ bare fordi man spørger.

Jeg tror det er en vigtig lektie at lære børn. Dagligt overhører jeg voksne der ikke sætter grænser for deres børn, og fejer dem af med et “ja ja, du skal nok få når vi kommer hjem”.

Selvfølgelig er jeg ikke mere hellig, end at jeg af og til at brugt bolchepædagogik af værste skuffe, og lokket med en slikkepind derhjemme, hvis en af ungerne har lavet flitsbuen i institutionens garderobe fem minutter før lukketid.

Har du talt med dit barn om grådighed?
Hvad er din holdning til “Black Friday”?
Er det mig der er totalt farmor her eller hwa’? 😉

 

– tak fordi du læser med

 

Kig endelig forbi Instagram. Der bliver dagligt lagt nye Stories op. Du kan også holde øje med nye indlæg på Facebook eller Bloglovin’ . Videoer bliver lagt op ind på min YouTube-kanal.

Du må også meget gerne tilmelde dig mit nyhedsbrev. En gang om ugen sender jeg et nyhedsbrev ud med ugen der gik på bloggen, links til ældre indlæg eller særlige nyheder kun til modtagere af nyhedsbrevet. Du tilmelder dig herude i sidebaren ——–>

6 comments
  1. Jeg er simpelthen også “mættet” af det store fokus på forbrug og materialisme. Jeg boykotter Black friday. Orker ikke! Selvfølgelig bruger og forbruger vi – men der er bare også en grænse. Det er så nemt at få en “forbrugermentalitet” i et forbrugersamfund som vores, hvor det er mere normalt at overforbruge (endda sommetider over evne) end at sige nej og forholde sig kritisk til det forbrugsræs, der er. Hvis bare ting er billige nok, så bliver vi jo “nødt” til at eje.

    Mine børn er også præget af tidens ånd og spørger tit, hvorfor “vi ikke bare kan købe”. Jeg forsøger at lære min store, at det at købe nyt ikke nødvendigvis gør en glad. At meget andet er meget vigtigere. Og at gaver ikke er noget man har krav på, men noget man taknemmeligt tager imod. Vi forsøger også at “undgå” at give gaver i hverdagen til børnene – mange af mine veninder går på hyggetur jævnligt med børnene og så vælger de fx et stk legetøj i BR eller lign (til måske 100-200 kr). For mig er det vigtigt at lære min børn, at hygge ikke er lig med at få ting/gave. At samvær og tid er vigtigere. Og så vil jeg hellere at gaver bliver til noget særligt, som man får til jul og fødselsdag 🙂

    1. Spot on – vi hygger ved at få nye ting. Eller spise sammen. Det er ofte de to ting vi forbinder med ekstratid sammen, og hygge. Skørt egentlig, ikk !?

      “Så køber vi jo bare en ny”, tog jeg den ældste i at sige forleden, da han tabte et stykke legetøj på gulvet. Nix, sådan er det ikke. Det er virkelig vigtigt at lære, i den verden vi lever i.

      Jeg boykotter også fredagen – og har efterhånden afmeldt så mange nyhedsbreve at jeg ikke får mere reklame 😀

  2. Mine børn er voksne. Da de var små, skolebørn etc. var pengene meget små, så, ja, de ved og kender til begrebet tæring efter næring.
    Black Friday er ikke noget jeg bruger tid på. Julegaverne er købt, så jeg slipper for den stress.
    Jeg har en god oplevelse fra sidste uge, hvor jeg var sammen med Otto. Han fyldte 3 år i lørdags, og jeg spurgte ind til hvad han ønskede sig, og svaret kom prompte, kage med lys jeg kan puste ud.

    1. “Tæring efter næring”, er der ikke mange børn der kender til i dag, tænker jeg. Det er godt at lære, og ens tidlige voksenår bli’r SÅ meget nemmere, når man kender værdien af penge.

  3. Jeg kan blive lidt stram over, at julen handler så meget om forbrug. Tænker at Black Friday forstærker denne tendens, så på fredag går turen i det lokale center. Hvor min søn og jeg, skal vælge en kuvert fra ønsketræet. Konceptet er at børn, som er anbragt på institutioner ikke får gaver/ får ønsker opfyldt, som børn der vokser op hos deres forældre. Ønskerne hænges op i centeret på et stort juletræ, og skal kunne købes i centeret til maks 200 kr. Min søn er 5 1/2 år, så tænker at han gerne må lære at alle ikke har samme muligheder – og julen er god anledning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om