Turen gik til Cirkus Summarum

Turen gik til Cirkus Summarum

I april sad jeg bag tasterne. Samtidig som 80% af landets mødre, forsøgte jeg at hapse et par billetter til sommerens “Cirkus Summarum”. Jeg var heldig, og fik billetter. Ikke de bedste pladser, men dog pladser så jeg tænkte vi godt ville kunne se.

I dag kom så endelig dagen, hvor Spunken og jeg tog afsted. Det nemmeste var at ta’ metroen, for den kører lige til Femøren. Der stod vi af, og gik den lille snas hen til cirkuspladsen.

Pladsen var fuld af legende børn og aktiviteter. Gynger, hoppeborge, skattejagt og udklædningstelt. Derudover naturligvis klassikere som merchandise-telt, slush-ice, pandekagebod og alt muligt andet, der skulle friste børn og deres forældre (medmindre de havde en rygrad knap så blød som min).

Spunken ville gerne en masse, men gik lidt kold på alle de lange køer der var. Især fordi han ofte er ude for at blive overhalet i køen, da mange børn åbenbart ikke har lært hvordan en sådan fungerer. På hoppeborgen måtte jeg skrue en skrap stemme på og bede ham løbe afsted, for ikke at risikere slet ikke at hoppe. Der var nemlig kun fem minutter til hvert hold, og der blev ikke taget hensyn til kø eller antal hop pr. barn. Survival of the fittest.

Der blev kaldt ind til teltet, så vi gik ind og fandt vores pladser. Vi byttede plads så Spunken kunne se, men her kunne jeg se at jeg til næste år skal sidde hurtigere klar på tasterene. Man ser ikke særlig godt på 13. række.
Showet gik i gang med masser af sjov og musik.

Forestillingen varer i ca. 2,5 time inklusiv 20 minutters pause. I pausen kunne vi sagtens nå en tur på hoppeborgen og at fylde slush-icen op en gang mere.

Men hvordan var showet så?

Altså…spørger du mig, måtte der gerne være mere sjov i forestillingen. Motor Mille, Cirkusdirektøren og Onkel Reje, er skønne figurer som sagtens kan lave flere ting. I år gik der meget historiefortællling i den, med masser af morale og nok også en del børn ikke forstår meget af.
Spunken fik temmelig tomme øjne den 7. gang “Boblebørnene” skulle synge deres melankoliske sang, for man kan nemlig “føle at man er i en bobbel hvis man ikke er helt glad”.
Jeg forstod ikke helt hvad Thomas Buttenschön lavede på scenen, udover at jeg nød hans sange. Spunken spurgte i stedet ind til hvem han var og hvornår der kom en sang man kunne synge med på.

Boblemor blev til Vulkanus. Onkel Reje havde mange lumre jokes, som gik rent ind hos forældrene. Børnene grinede dog mere når Klovnen Chicco var ved at snuble over noget, eller når Hr. Skæg lavede gakkede gangarter.

Mindre cirque de soleil og teaterstykke, og mere sjov og Ramasjang. Dét ville gøre oplevelsen endnu bedre.