Tirsdagstippet #2

Tænk der allerede er gået en uge siden sidst jeg fornøjede mig med at dele ud af tips. I dag har jeg haft Spunken hjemme, og ryddet op det meste af dagen. Vi får gæster i aften så der er sat en kæmpe portion kødsovs over til lasagne. Det skal nok blive god gæstemad for fire børn og fire voksne.

Ugens blogs

Blog-ur-moderen – Liselotte skal på listen, for havde det ikke været for hende, var jeg nok aldrig sådan rigtigt gået i gang med at blogge. Jeg begyndte at læse hendes blog tilbage i 2003. Siden har hendes liv taget flere drejninger og hun har en fortryllende måde at beskrive alt fra hverdag, arbejde til rejseaktiviteter. Derudover er hun en magiker bag et kamera, og tager smukke smukke billeder af både natur og garnnøgler.

ChriChri – Det ville være at lyve hvis jeg ikke linkede til en af mine hemmelige laster. Jeg tror ikke jeg er den eneste der klikker ind på ChriChri af og til. Der er ikke meget at skrive om siden…for det er dullegrej, materialisme på højt plan, tøj, skønhed og den slags det handler om derinde. Ofte heller ikke skrevet super godt…men som en trafikulykke drages jeg mod siden, og nu kommer linket her på listen.

Nana – Hun er ny på min læseliste, men gammel i gårde. Nana har skrevet flere steder tidligere, men nu fortæller hun om sit liv nede på Sydsjælland. Hun har også en colliehund, så det var egentlig derfor jeg startede med at klikke ind på hendes blog. Jeg havde nemlig set hendes fine hund på Instagram.

Ugens tip til maven

Aarstiderne – De færreste kender ikke Aarstiderne. Siden midt 90’erne har de givet danskerne frisk økogrønt, og de er stadig de bedste i økoligaen, hvis du spørger mig. Dog kan priserne diskuteres. De har lækre måltidskasser som jeg i snit benytter mig af 2 gange om måneden. 3-5 dage sørger de for ugens menu. Når det af og til kniber med kvaliteten eller leveringen, er deres kundeservice knivskarp. Det elsker jeg!

Skagenfood – Nyeste skud på madfronten for mig, er at jeg har lavet en profil hos Skagenfood. Når jeg af og til trættes af Aarstidernes kyllingekød eller pastinakker, bestiller jeg måltidskasserne fra Skagenfood i stedet. Kvaliteten er også i top, og fisken er særdeles frisk.

Ugens hausfrautip

Tiden kan være knap med små børn, så nu hvor der er sne i manges haver vil jeg give (endnu) et tip omkring vasketøj. Har du eller børnene tykke trøjer, lammeskind i barnevognen (eller gyngestolen), plaid i sofaen eller andet der kræver særlig skånsom vask, kan du også lægge det ud i haven i sneen. En uldtrøje lægges i sneen, og et par håndfulde sne kommes ovenpå så det dækker. Her ligger det i en halv til en hel time. Fungerer også upåklageligt med større gulvtæpper og den slags.
Tag tøjet/tæppet op og ryst sneen af det. Lad det tørre en halv times tid på en overdækket terrasse eller i garagen, inden du ta’r det kolde tøj med ind.

Ugens dulletip

Hvis du som jeg er temmelig doven med makeup, og måske enda genbruger gårsdagens mascara en ekstra dag, så har du brug for en makeupfjerner der er nem at bruge og ikke skal bruges i 2-3 trin med andre produkter (for rent faktisk at gå det gjort). Bioderma er god! Den fjerner alt, er drøj, dufter ikke af noget, er mild ved huden og flasken er egentlig pæn. Ofrer du penge på den allerstørste flaske, så kan du “pumpe” vatrondellen på toppen af flasken og derved på den præcise mængde makeupfjerner på.
Jeg ta’r makeuppen af og smækker noget creme i hovedet bagefter. Ingen tonic, serum eller andet halløj inden. Enkelt og nemt.

Ugens børnetip

Først var det black friday, juleudsalg og januarudsalg. Nu er det mange steder blevet “fødselsdagsudsalg” eller “vi tæller varelager op så alt er sat ned”-udsalg.
Det er ikke en hemmelighed at det er svært at overleve som webshop, og derfor holder mange af de store (og små) webshops permanent vinterudsalg for at sælge ud af de gamle varer inden de nye bli’r leveret her i februar. Så klik bare ind på dine yndlingswebshops eller søg på de børnetøjsmærker du mangler. Du vil se at der stadig er mange penge at spare.

5 comments
  1. Tusind tak for linket, Therese! Jeg er beæret og glad 🙂 Tak for alle de andre tips, også! Jeg håber at alle børn og voksne havde en dejlig aften med lasagne i går!

  2. Er vild med dit hausfrautip, har selv brugt det meget.
    Da mine børn (4 stk) var små – boede på landet og fuldtidsarbejde, var gode råd dyre når der var lus i omløb, hos os skete det 2 gange, det var heldigvis min søn og han var den med kortest hår (maskinklippet varmoderne dengang – han er 31 år idag), hvor mine 3 piger havde langt hår. Der var snevejr og frost begge gange, så al uld, tæpper og puder om ud, hvor bamser etc. kom i fryseren, det var dengang hvor alt bare skulle vaskes, fryses ned etc. og luse hårkur stank og var vildt dyrt. 1 familie på 6 og hårkur kostede omkring 1000 kr.
    Både far og mor kunne ikke få fri (barns sygedag) så jeg måtte hente alle 4 børn hjem, og de blev alle sat i sving til at hjælpe, så vi nåede det inden far kom hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om