Kirkevielse

Efter den tåbelige chauffør var kommet, kørte vi afsted mod kirken. Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven over den forestående kirkevielse og det var lige før tårerne allerede pressede sig på da jeg så min far gå frem og tilbage foran kirkedøren – tydeligvis også nervøs.

Drengene steg ud af bilen, og blev fulgt hen til kirken af mormor. Så stod vi alle inde og ventede. Jeg fik min smukke brudebuket, og sendte en kærlig tanke til Kjærsten Gemalen som havde købt de smukkeste blomster ! Mormor gik ind og satte sig, mens den ene af barnepigerne stod klar med drengene.
Kordegnen forklarede hvad der skulle ske, og så fik jeg lige rettet læbestiften til.

Klokkerne bimlede, så blev der stille, og så åbnede dørene sig.
Jeg trak vejret dybt, og så gik vi. Min far sagde til mig jeg skulle gå roligt, men det var godtnok svært. Tårerne begyndte at bygge sig op, og snotten drev fra næsen – temmelig charmerende, hi hi. Men jeg blev simpelthen så rørt af at høre det smukke stykke orgelmusik, se alle de mennesker der var i kirken og så runde hjørnet og se Kjærsten Gemalen* stå ved alteret sammen med sin storebror.

Vi kom op til alteret, der stod fire stole. Så satte vi os ned, og efter en lille velkomst fra præsten, sang vi “Sommersalme”. Jeg elsker den sang, og syntes den passede virkelig godt til et sommerbryllup.
Jeg hviskede til Gemalen og spurgte om han havde “snotpapir”. Det havde han, og så fik jeg tørret ansigtet lidt, og trukket vejret dybt et par gange mere.

Så blev det tid til selve vielses-seancen. Først holdt præsten en rigtig god tale for os. Hun fik alle highlights som Twitter og trælse fliser fulde af ukrudt med, så man må sige hun hørte efter de to timer vi var oppe at tale med hende, tidligere på sommeren.
Jeg er rigtig glad for at det var hende der viede os, for hun døbte også Gajolen. Hun er meget behagelig, og en rigtig skøn person.

Vi kom op til alteret, og så blev vil tilspurgt. Vi svarede begge ja – to gange. Åbenbart rungende klart, for flere gange under brylluppet fik jeg at vide at vi havde været meget klare i mælet 😉
“Så skal der kysses” sagde præsten, og det gjorde vi!

Derefter skulle vi knæle, og som noget særligt for Brønshøj kirke, blev alle bedt om at komme op og lægge hånd på vores hovede (og dem der stod forans skuldre). Det er en gammel tradition, som er væk de fleste steder, men det var ganske specielt at sidde der med alle gæsterne omkring sig. Alle bad en fælles bøn for os, og så kom vi ned at sidde.

Så blev det tid til salme nummer to. “Spænd over os dit himmelsejl”, som også er en meget smuk salme. Gemalen og jeg sad nu ved siden af hinanden, og det var svært ikke at sidde og smile hele tiden.

Præsten velsignede os alle, sagde vist et par ord mere, så bad vi Fadervor og sang den sidste salme. “Det er så yndigt at følges ad” – de fleste nordmænd i kirken sad og klukkede, for deroppe hedder den “Du grønne glitrende tre” 😉 Min lillebror sang vist også hele første vers af julesangen.

Vi fik lov til at rejse os, og gik ud til lyden af Widors Toccata. Den stakkels organist, Martin, som jeg har gået på konservatoriet med, havde fået sin sag for. Han har k n o k l e t for at lære den, og det lykkedes ham selv om han ugen før brylluppet havde sine tvivl – og powerøvede flere timer dagligt.

Ud af kirken, og så spænede vi så hurtigt benene kunne bære os hele vejen rundt om kirken og til bagindgangen. Der stod præsten og ventede på os, og gav os tegn til hvornår vi kunne komme ind i kirkerummet.
Udenfor ventede alle gæster – med i alt 108 tylposer fulde af ris…. vi gik ud, døren blev lukket bag os og SÅ blev der kastet.

Vi havde ris overalt, kyssede, fik ungerne på armen og sagde hej til alle de fremmødte gæster.

Så var vi faktisk blevet Hr. og Fru!

*I mangel af bedre, er det nu Gemalen han hedder…. husbond blev for stift, direktøren for blæret, manden for kedeligt og stodderen for flabet.

Alle fotos i dette indlæg, er taget af den talenfulde og søde fotograf Rie Neuchs.