Sankt Hans i Skagen

Jeg troede egentlig ikke vi ville få Sankt Hans i Skagen med i år, for det væltede ned fra oven med regn. Det har næsten været hver gang vi har været heroppe at vi har set bål, for to år var det særligt smukt med klar himmel.

Spunken havde glædet sig til at se bål, for så skal man synge den dér sang “Sankte haaaaaans, haaaans”. Han var dog så træt allerede om eftermiddagen, så jeg troede at han ville falde i søvn på sofaen. Men næææ, nej.
Han holdt sig vågen, så klokken halv ni tog Kjærsten ham med ned på stranden. Der faldt også en is af, og mon ikke han fik kastet et par sten.

Mårmoar gik også derned, mens jeg sad oppe i soverværelset og forsøgte at få Gajolen til at sove – men det gad han slet slet ikke, den bisse.
Den søde Kjærste kom tilbage, og bad mig smutte ned på stranden. Han vidste at jeg ville sige nej hvis han tilbød det via sms’er, så han kom herop og fik vippet mig ud af døren. Det var jeg glad for – han er så sød.

Det smådryppede, så det var ikke helt nemt at få fut i bålet. Af og til sagde det “WHOAM” og så gik der ild i et par liter benzin, men det slukkede hurtigt igen. Efter megen møje og besvær, lykkedes det dog at få det meste til at brænde – undtagen heksen. “Så ta’r hun nok bare hjem igen”, sagde Spunken.

Da det igen begyndte at regne kraftigt, skyndte vi os i iskiosken efter en is og lidt slik. Derefter skyndte vi os hjem i tørvejr. Vi var først på matriklen ved 22 tiden, så det var direkte på hovedet i seng for Spunken. Med helt røde øjne af træthed, var det fint med ham.

Endnu en dejlig Sankt Hans i Skagen.