Jeg har på det seneste tænkt over det med aftaler, og venskaber. Mit liv er beriget med rigtig mange dejlige venner og veninder, de fleste har jeg kendt i mange år.
Hverdag og familieliv har ramt de fleste, de seneste år. Tiden hvor vi bare gik ned på en café eller spontant mødtes til et glas rødvin, er for længst forbi. Det meste skal aftales – ofte 1-3 uger i forvejen.
Det er de fleste af os trætte af, og af og til prøver vi at sige; “Lad os gøre det spontant, skriv samme dag og så kan vi ses. Det er meget bedre sådan”, siger vi, men når det kommer til stykket så passer det aldrig og vi er tilbage ved 1-3 uger i forvejen.
4 gange på denne uge, er mine aftaler blevet aflyst. På dagen. Det har både været formiddag, aftenaftaler og træningsmakkere. Jeg siger til mig selv at sygdom og pludselige begivenheder kan indtræffe, men tænker også at jeg måske burde skifte deodorant…
Er vi blevet for stressede i vores hverdag til at passe vores sociale liv?
Var der ikke en gang (da man var i 20’erne) at man hellere ville ud at drikke en øl, end at sidde med sofaen på ryggen – at det faktisk gav mere energi at mødes en time med vennerne.
En af grundene til at jeg ville blive her i 2700, var at så var jeg tæt på veninderne, men jeg tror måske ikke det ville gøre en kæmpestor forskel på mit sociale liv, om jeg boede her eller 100 km væk. Hvis alt skal planlægges, er det jo blot en togtur og evt. en overnatning.
– det skal ikke lyde som ynk. “Der er ingen der vil lege med mig”, men tanker om en uge fuld af aflysninger og en kvindehjerne der er lidt træt af hverdagens hamsterhjul, og ville ønske der kunne sludres lidt med gode veninder.
Får du passet dine venskaber efter du har fået børn/familie/hus/fuldtidsarbejde/kæreste/hest/hund/ny hobby?
5 comments
Uhhh hvor jeg kender det… Jeg har endda været hende der måtte aflyse på dagen flere gange denne uge pga sygdom – aftaler som har været planlagt læææææænge fordi ellers kunne det jo ikke passes ind i arbejde/børn/børn der går til svømning og gymnastik/træning og hvad der ellers er for en børnefamilie i løbet af ugen…
Burde vi i virkeligheden være mere laissez faire og tage tingene som de kommer? Lidt ligesom vores børn?
Det korte svar er NEJ!
Når det så er sagt så elsker jeg vores tosomhed og sofa aftner og bare at kunne være mig uden at skulle forholde mig til nogen og noget. Reelt set er jeg nok ikke så ekstrovert, men når alt kommer til alt ville jeg også gerne betyde noget for nogen andre end min mand og børn på hverdagsbasis.
Jeg har altid været en af dem der skulle planlægge. Grunden til det, har været behovet for alenetid. Jeg har aldrig været god til impulsivitet, var egentlig ikke klar over det var derfor, men efter jeg ramte den kroniske stress diagnose, blev jeg klar over, det var en af faktorene.Når jeg skal koordinere kalenderen, er der kryds i den, her og der, og det er for jeg kan få min alenetid, traveture, træning, hjemmelige to do, rutinerne på jobbet koordineret med behovet for at være alene og lave ingenting (læse, strikke, eller bare se ind i en væg)
Vi havde det præcis på samme måde og der kunne gå flere måneder hvor vi ikke sås, men nu efter at børnene er blevet store og nogle (flere og flere) flyttet hjemmefra, så skal jeg lige love for at vi giver den gas og ved du havd, sådan må det være og vores vendskab har ikke lidt under det og ej heler vores familier. 😀
I find that it gets better as the children get older. There are less demands on us…. at least, for entertaining… I also find that my social life also gets better with summer 😉 It will get better. Your friends are all still out there. You will all find each other again xox