Valentines med det hele

Jeg havde inviteret Kjærsten ud, da det var Valentines Day. Ikke fordi vi som sådan har en stor tradition for at gøre noget på dagen, men efter Gajolen kom til verden, har vi ikke været ude sammen – sådan rigtigt. Gajolen er 16 måneder nu, så jeg tænkte det var på tide 😉

Barnepiger blev booket – ja to – for de skal også se efter begge børn og hund, til vores bryllup. Det bli’r en pasning på et døgns tid, så jeg tænkte det var ved at være tid til at drengene blev introduceret for de to søde piger. Spunken smilede fjoget da pigerne ringede på døren, så ham ville der vist ikke være de store problemer med tænkte jeg.

Kjærsten vidste ikke hvad vi skulle, så da vi parkerede bilen bag Frederiksberg Rådhus, blev han ikke meget klogere. Vi gik en tur, hånd i hånd, i Frederiksberg Have. “Så prøver vi at lade være med at tale om børne og arbejde”, sagde jeg, men der gik fem minutter og så mimrede vi om dengang Spunken var lille og vi traskede rundt i Haven for at få ham til at sove.

Da klokken nærmede sig halv et, gik vi over på Sokkelund. Det er en skøn café – ikke særlig børnevenlig, men jeg havde også brug for at komme et sted hen uden børn og babylarm. Vi nød en stor brunch hver, og hinandens selskab. Jeg kunne ta’ ud og spise brunch HVER weekend. Jeg elsker det (især når det er god brunch og ikke syltetøj der sejler rundt i en brie med lidt æg på toppen, eller hvad der kan rodes sammen på en for lille tallerken). Det er også et godt tidspunkt på dagen, for man er stadig nogenlunde frisk, selv efter en måske lidt dum nat med for lidt søvn. Aftenaftaler kan derimod være en udfordring, når man sidder kl. 21 og gaber, og drømmer sig hjem i seng.

Efter tre gode timer, kørte vi hjem. Drengene havde været SÅ søde, så det ville ikke være et problem at overtale pigerne til en pasning snart igen.

Resten af dagen forløb i fred og ro, og da ungerne blev puttet var jeg lige ved at stille en flaske bobler på bordet, men jeg var så søvnig at jeg i stedet besluttede mig for noget uden alkohol. Det var et held, for ved ti tiden hørte jeg Gajolen i babyalarmen. Han hostede som en søløve, og vi fór op af trappen og ind til ham. Den lille gut kunne slet ikke trække vejret, og han hev og sled efter det. Vi åbnede et vindue og Kjærsten ringede til 1813. Heldigvis har vi prøvet falsk strubehoste mange gange med Spunken, og jeg var ikke i tvivl om at det var det.

Det var et held vi havde prøvet det før, eller at det var barn nummer 2, for det var ikke ligefrem en hurtig oplevelse det dér 1813. Kjærsten kom igennem efter 20 minutter, og sagde som det første at han ved en fejl havde tastet ældstens cpr-nummer ind, og rettede det til Gajolens. Derfra gik det ned af bakke, for det forvirrede damen i røret og det brugte de så fem minutter på, mens jeg stod med en hyldende bebs der heldigvis havde fået det lidt bedre efter kold luft.
Efter megen frem og tilbage, blev vi henvist til Hvidovre Børnemodtagelse.
Vores dejlige genbo, kom over med sin dyne under armen, og sad i sofaen og så tv – og passede på sovende Spunk og lettere forvirret Maxhund.

Vi kørte afsted til Hvidovre, hvor de tog godt imod os. Gajolen fik straks en is, og så gik det ellers stille og roligt. Han slap ikke for en omgang dampmaskine (med adrenalin og Spirocort) så luftvejene blev lettet. Efter små tre timer, var vi på vej hjem. Vi fik en åben indlæggelse, så vi kunne henvende os direkte til dem og ikke igennem 1813.

Nu er det nogle dage siden, og heldigvis var det kun en omgang hoste den efterfølgende aften. Det gik over med en is og lidt kold luft, og siden har der kun været almindelig forkølelse. Vi kan nok også konstatere at vi er blevet “velsignet” med to luftvejsbørn, men hellere det end så meget andet tænker jeg. Forhåbentlig vokser de fra det.