Hvordan en frossen ånde kan give barndomsminder

-8,4 stod termometeret på i morges. Det er koldt, i hvertfald her i Danmark. Det er ikke mange dage siden min lillesøster i Norge, sendte mig en mms med billede af -20 grader.
Men her i Brønshøj, er -8 koldt. Fuglene putter sig, og Max gider ikke være ude længe af gangen.

Jeg åbnede havedøren, og fik Spunken til at komme hen og prøve at trække vejret helt ned i lungerne. “Man kan mærke det bli’r helt koldt i maven”, sagde han, og det har han ret i. Jeg elsker den fornemmelse, og jeg ryger helt tilbage i mindebanken. Tilbage til kolde vintre i Norge, både som helt lille, inden vi flyttede til Danmark for første gang, og som pre-teen hvor vi hver onsdag i vinterhalvåret, når der var sne, skulle stå på langrend i gymnastiktimerne.

Det dér langrend blev jeg egentlig ikke supergod til. Deroppe var jeg “dansken på ski”, og selvtilliden var ikke helt i top der på løjperne. Set i bakspejlet kan jeg godt ærgre mig over at jeg ikke blev bedre til det – og at min gymnastiklærer ikke var specielt pædagogisk. Det var bare på med skiene og afsted på løjpen. “Ses når vi er tilbage ved start”. Så kunne man ellers lave “pizza” op af bakkerne og “pløje” sig ned af bakkerne, når man var mig, og halvt i skovskiderstilling rende afsted mens de overhalende drenge kækt kaldte mig “dansken”. For pokker. Men værre var det heller ikke, og jeg lærte da lidt på 2,5 år, og nu kan jeg godt savne det når jeg mærker den knasende sprøde sne under fødderne.

Nu er der frostklart udenfor, og jeg trodser halsonde og snot – min gode ven er pinex/ipren, og så kan jeg ta’ Spunken i hånden og komme udenfor nogle timer. I dag smutter vi afsted til Fisketorvet og ser en god film i biffen. Det er tiltrængt for os begge at komme ud, for vi er ved at være liiidt trætte af at være sammen indenfor, uden anden underholdning end tv og det legetøj vi har leget MARJET med efterhånden.