Bløde muler og motormuler

   
 Tempoet er langsomt her hos doktor farmor. Vi har spist morgenmad, efter at de fleste har luret den til klokken halv otte, og bagefter var der tid til lidt leg, inden mulerne kaldte. 

Drengene og farmor, hoppede ombord i “motormulen”. En åben firhjulstrækker, der kan køre op og ned af markerne, så vinden river i kinderne. Det er sjovt for både store og små, så turen blev godt lang i dag. 

Gajolen og jeg gik på jagt efter nogle bløde muler. Det er ikke dem det skorter på herovre på gården, så efter få meter stod vi ved nogle fine heste. De kom straks over for at få mule-nus, mens Gajolen så alvorligt til. Han var træt, så han kom i vognen igen, mens jeg beundrede de store dyr. Der er lavet mange nye folde, så nu står hestene helt tæt på huset. Det er en fornøjelse at se. 

Resten af dagen nu, skal bruges på leg med julegaver, småkagespisning, hyggesnak og kaffedrikning. Efter en bonusjuleaften i går, er der fjernstyrede biler, robotter, LEGO og andre gode sager.  Spunkens kusine og fætter, skal hjem i eftermiddag, så da er vi kun os tilbage til i morgen. Så er jyllandsferien slut for i år, og turen går hjemad til Sjælland og lille Maxhund. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om