Det blev en større tur det dér sygdom. Spunken endte med at være hjemme fra børnehaven mandag-onsdag. Torsdag var han egentlig klar til at komme i børnehave, men da han hørte jeg skulle i mødregruppe var han “stadig en lillebittesmule syg så måske jeg skal med til mødregruppen?”. Sådan blev det.
I går kom han afsted i børnehave, og jeg fik et pusterum hjemme i nogle timer. Forstå mig ret, jeg elsker at hygge med begge drenge, men at være indendøre med begge i mange dage i træk, det trækker tænder. Det er ikke fordi Gajolens energiniveau er lavt efterhånden.
Glad Spunk blev hentet i børnehaven, og eftermiddagen blev helt rar og aftenen ligeså. Han havde fået krudtet af, leget med gode venner og fået luftforandring.
På pasningsfronten er vi lidt i en knibe lige i øjeblikket. Først havde jeg fået at vide af kommunen at Gajolen tidligst ville få plads i vuggestue til marts/april. Så lavede jeg en aftale med en dagpleje om start sidst i oktober. Derefter fik jeg en besked fra Spunkens søde dagplejemor om at hun ville ha en plads til efteråret, og så skrev jeg og sagde nej til pladsen hos den første dagpleje. Alt godt. Eller… Pladsen til efteråret, viser sig efterhånden at være lidt usikker. Uden at komme nærmere ind på hvorfor, så ser det ikke ud til at efterår bli’r til noget, måske nærmere vinter eller over nytår hvis vi er virkelig uheldige (og vi har været temmelig uheldige denne sommer), og sagen udviklede sig da der onsdag aften kom et brev fra pladsanvisningen. Gajolen har fået plads i en af de søgte vuggestuer…med start om 2-3 uger !….
I går var vi på besøg i vuggestuen. Tre stuer, 12 børn på hver. Gammel villa, indrettet rigtig hyggeligt med stor legeplads. De voksne virkede søde, køkkenet sendte en skøn duft af mad ud og ungerne så glade ud. Jeg kunne se at det var en god vuggestue, men jeg fik også knuder i maven over “sovesalen” med store trævogne side om side hvor “de kommer herud til én lur”, og ” vi skifter 2 gange om dagen, medmindre der selvfølgelig er noget stort i bleen” og ellers når jeg kiggede rundt og ikke så en eneste lille der ikke kunne gå endnu. Så tænkte jeg på min lille Gajol, som møver sig afsted og så småt er begyndt at rejse sig på knæene ved ting. Han vil da blive rendt over ende…eller….
Virkelig mange børn går i vuggestue, og jeg kender mange der er glade for det. Det virker bare enormt angstprovokerende…på mig…. Jeg tror måske at Gajolen vil ta’ det i stiv arm, for han er ikke helt så tilbageholden og følsom som Spunken var som lille.
Alternativet er at sige nej til pladsen, og vente til november hvis vi er heldige, men realistisk set nok nærmere december eller over nytår.
Gajolen er 10 måneder nu. Jeg kan sagtens ha’ ham hjemme en måneds tid mere, men så er jeg også ved at være presset med tid til at arbejde på Sikka, og mødregruppen mødes ikke mere så jeg skal til at opsøge legegrupper for at Gajolen bli’r aktiveret nok.
Her til formiddag, går jeg en laaaaaang tur. Jeg tænker 10 km, i solskin. Med barnevogn og tid til at tænke.
Ellers er alt godt. Min lille Gajol er nu 10 måneder gammel, og i går brød den første tand ENDELIG frem. Gummerne har kløet i over en måned, så det var virkelig på tide. Jeg kan se at begge de nederste er på vej, så han slipper vist ikke for ubehag de næste dage. Jeg vil finde ham en bidering der kan lægges til afkøling.
4 comments
Jeg synes, at 3 stuer med 12 på hver, og en gammel villa, lyder som et godt sted at starte. Og som du selv siger, så er Gajolen jo ikke så tilbageholdende. Han skal nok komme op og gå i løbet at kort tid, og han har en storebror, så han skal nok råbe op, hvis de andre løber ham over ende. Og når man sover i en stor trævogn, så er der mere plads til at strække benene end i en noget kortere barnevogn, så det er altså ikke et minus i mine øjne.
Jeg synes, du skal sige ja. Du kan jo altid hente ham tidligt den første måned eller to. Det giver dig stadig nogle timer fri til at få gang i Sikka 🙂
Tak for dit svar, Mette 🙂
Vi endte også med at sige ja tak til vuggestuen. Nu er vi alle spændte på at komme i gang med indkøring og vi håber at alle – især Gajolen – kommer til at trives 🙂
Puha. Store udfordringer. Godt du tog beslutningen. Det er jo en rolig start med så få børn/babyer, formoder at hver stue har hver deres status, 1 stue med indkøring, 1 stue så går det godt, og sidste stue nu er vi snart klar til børnehave.
Det bliver dejligt for dig du kan få mere ro til dit dejlige projekt Sikka, kan allerede se du er så småt gået i gang.
Nej, de er på samme stue hele tiden. Samme voksne, og samme kammerater (som selvfølgelig løbende blir skiftet ud efterhånden som de skal i børnehave). Det er jeg gladest for 🙂
Men vi glæder os, og lige pludselig er det den 21. september. Det blir spændende!