Mens jeg sidder og hænger i sofaen, tænker jeg tilbage på en dejlig eftermiddag. Jeg hentede Spunken tidligt, fordi han døjer med hosten, og så gik vi på apoteket. Der holdt han stolt nummeret, og gav det til damen i skranken da det blev vores tur. Efterfølgende gik vi i Brugsen efter kartofler, og den hjælpesomme Spunk kørte rundt med kurven.
Gajolen faldt i søvn, så jeg så mit snit til at ta’ Spunken med på et kort café-besøg. Vi sad ude, for jeg havde ingen babyalarmer med, men det var hyggeligt.
Vi delte en kæmpestor kakao, med flødeskum og skumfiduser. Spunken var også sulten, så jeg købte en børneportion med fritter til ham. Han var ved at eksplodere af glæde, og fik også selv sagt at han syntes det var dejligt at være på café “med dig moar, når lillebror sover!”.
Mindet fra en dejlig dag, holder jeg fast i, for så snart vi landede på egen matrikel blev alting kaos.
Nu er Kjærsten ved at putte Spunken, og Gajolen sover endelig efter megen gråd og hysteri. Han er vist enten ved at blive forkølet eller få en tand, den lille fyr.
5 comments
Det er vist lidt hårdt at skulle dele dig med Gajolen, men sådan er det også at være storebror. Lyder som en skøn eftermiddag.
Det var rigtig dejligt, Karen. Det er den slags oplevelser vi må holde fast i, Spunken og jeg, indtil lillebror er så stor at de også har “rigtig” glæde af hinanden hvis du forstår.
Ah, skumfiduserne på toppen havde jeg ikke lige spottet på dit instagram-billede – jeg må vist på cafe og finde nogen, der kan servere mig sådan en lækker kop kakao.
Godt, du blogger og instagrammer, så du også der bliver mindet om de gode stunder.
Det kan virkelig anbefales at ta’ en udflugt til “Staalvand” i Brønshøj. God kakao, god mad, meget meget gode kager mm.
Det er skønt at mindes en så vidunderlig eftermiddag. Gem den som en glæde du kan finde frem, når kaos tager over.