Nogen er begyndt at vågne tidligt. Nærmere bestemt 5.45. Præcis. Eller dvs. i dag var den 6.45, men det skyldtes sommertiden… Zzzz.
I går var jeg frisk nok, for da havde jeg fået en del søvn, så jeg pakkede Gajolen ned i vognen da han gabte for første gang, og gav Max halsbånd og snor på. Så tuslede vi ellers en tur ned til mosen, hvor vi fandt en hundegård han kunne løbe hurtigt i. Han er hyrdehund og teenager, og jeg har ham aldrig løs når vi går tur. Jeg stoler simpelthen ikke på at han kan modstå fristelsen ved at “hyrde” en motionsløber eller en flok gæs.
Gid andre hundeejere ville tænke på samme måde, for hold nu op hvor har jeg mange gange været nervøs for om det er en venlig hund der kommer styrtende mod Max, og bagefter irriteret mig over ejerens “det plejer han ellers aaaaaldrig at gøre”.
Nå, det var et sidespring. Jeg har vist også skrevet om det før herinde.
Vi nød den dejlige luftetur, og sluttede af med at træne “vent på mor, foran bageren”. Det var ikke særlig sjovt, synes Max, så det skal vi træne lidt mere. I det hele taget skal jeg i gang med at hverdagstræne endnu mere, for han “glemmer” hurtigt 😉
I dag er det palmesøndag, og vi skal finde på noget at lave. Jeg havde håbet på en skovtur, men vejret er ikke lige til det, desværre.
Der er sikkert proppet af mennesker på “Den blå planet”, så nu må vi se hvad det ender med. Måske vi bare ender en tur i “IKEA” hvor vi skal se på juniorseng til Spunken eller “Bauhaus” hvor jeg skal ha’ flere minidrivhuse og Kjærsten kan kigge på powertools.
To steder hvor vi efterhånden burde indkassere et guldkort.