I ovnen står 3,3 kg and og steger. Den har stået der siden klokken 13.30 og jeg satser på den er smør-mør når Spunken, Kjærsten, Mårmoar og jeg skal indtage den.
Desværre har jeg opdaget at Gajolen får luft i maven af kål – efter 14 dage med Aarstidernes måltidskasser, og en del kål, har det ikke været svært at lægge to og to sammen. Det samme gælder rodfrugter og desværre nok også kaffe.
Spunken blev slet ikke påvirket af fødevarer, så det er lidt træls, og jeg håber på at det går over med tiden – og indtil da holder jeg mig til et par kopper rigtig kaffe, og koffeinfri for resten.
Kålen kan jeg godt undvære tror jeg, men i aften kommer der nok en lille smule rødkål på tallerkenen.
Dagen i dag har været dejlig. Jeg fik trillet en skøn tur ned til Vanløse, hvor jeg skulle sende fire ordrer. Der sker lidt i butikken, og det gipper i mig hver gang der kommer en ordre – for lageret er indtil videre stadig pakket ned, ind til det hele er på plads med opbevaring.
Den lange trilletur, var på knap 4 km. Det er selvfølgelig ikke en meget lang tur, men efter at ha født for to uger siden, kan jeg mærke at det er rigeligt for min krop. Det bli’r dog bedre dag for dag, så nu har jeg besluttet mig for at gå en tur hver eneste formiddag – og så holde fast i vores sene middagslur inden Spunken kommer hjem.
Nu vil jeg nyde de næste par timer inden familien kommer hjem. Bordet skal dækkes, og måske jeg skulle få lavet sovsen med det samme (når det er and, er det soVs).
Rigtig god Mortens Aften til dig.
6 comments
Hope you had a nice evening! It sounds so cosy!
Tak Celena. Mortens Aften er en hyggelig tradition 🙂
Så hyggeligt med and og det på selve Mortens Aften. Og håber du tillod dig selv en lille smule rødkål, bare lige smage 🙂
Vidunderlig hverdag du er ved at få skabt, og en god ide med denne travetur, og det at begynde i det små. Ønsker dig god tur,
Du kan tro jeg spiste rødkål – bare en smule 🙂 Det hører sig til, selv om det nok gav Gajolen lidt luft.
Åååh, jeg skal have and på næste lørdag og glæder mig allerede. Det er så godt!
– Anne
Jeg håber du gav den gas med andespisningen 🙂