Den får jo et chok

Da jeg ventede Spunken, blev der dagligt talt med maven. Jeg spillede meget musik for den, sang og nussede maven og det lille liv på den anden side af maveskindet. Jeg talte i blidt toneleje, og bortset fra mange lægebesøg, var der ikke særlig meget der stressede mig i hverdagen.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke at Gajolen får et chok når han kommer ud, og jeg taler i et blidt toneleje til ham…. for ærlig talt, så er hverdagsmor en travl mor der konstant siger ting som:
“find nu dine sko”,
“skynd dig at spis op inden vi skal afsted”,
“jeg kan ikke holde dig med selskab på wc fordi jeg laver mad”,
“kommer lige om lidt”,
“nej, kun 2 bøger og 3 sange og SÅ skal du sove”,
“nu skal du sove, det behøver ikke ta’ halvanden time hver aften” og andre let pressede sætninger, i let presset toneleje.
Der bli’r råbt eller fløjtet højt af Max når han pubertetsbjæffer af bøgehækken ude i haven, og der bli’r prustet og bandet når jeg dagligt går i gennemsnit 7000 skridt med dertilhørende plukkeveer og sidestik med en tung taske over skulderen og evt. en indkøbspose i hånden.
Der er langt til “Vær mindfull gravid” som jeg læste (og fnyste af) i en artikel, for nyligt.

Bevares. Det er ikke synd for mig og det er heller ikke synd for Gajolen. Det er realiteterne når man fuldtidsjobber i en normal hverdag, og har et større barn man også skal tage hensyn til.

Tankerne om hvordan det bli’r at være nummer to, fylder også. Jeg synes allerede som foster at Gajolen er blevet underprioriteret noget så enormt, og det at jeg hverken har styr på hvor han skal sove, hvor hans tøj skal være eller fået købt et par sutter, irriterer mig faktisk en smule kan jeg mærke.
Kjærsten lader til at være en smule bekymret for at det er noget jeg tænker FOR meget over, men det synes jeg nu ikke jeg gør.
Jeg ved godt at tiden er en anden og at vi netop købte en masse ting da vi ventede Spunken, som vi sagtens kunne ha ventet med – og mange af de ting, kommer Gajolen jo til at arve og dét er der ikke noget galt i.

Når folk spørger, hører jeg mig selv sige at “det er SÅ dejligt at ta’ det hele så afslappet” og “jeg skal jo regne efter en ekstra gang for at huske hvor langt jeg er henne”. Det er jo rigtigt nok, og det er virkelig skønt ikke at være usikker konstant over om den følelse man pludselig har i kroppen, er noget der betyder noget for fosteret, eller om fødslen nærmer sig, eller eller eller…

Jamen er der så overhovedet nogen ko på isen?

Næ…det er der egentlig ikke. Men den mega-hormonelle hjerne, tænker så det knager, samtidig med at terminsdatoen nærmer sig, jeg ikke har fået talt med nogen omkring fødslen (da jeg ikke går til normal jordemoder), jeg godt kunne tænke mig at få strikket et par projekter færdigt og måske enda læst en bog… Der er kaostilstand på førstesalen, og jeg tror ærlig talt at den barsel der venter mig, er temmelig tiltrængt.

Det kan være at jeg enda får lavet et par vejrtrækningsøvelser.

Måske jeg skal stile efter “Mindfull barsel”… 😉

Hvad havde du af denne slags tanker, da du ventede barn nummer 2 (eller 3, 4, 5 ..)?