Spunken er puttet, og hunden har lagt sig i skoskabet ude i entréen. Det er vist tid til at sove for alle, og jeg er også så småt på vej.
Der var bare lige et par småting i webshoppen, der skulle ordnes, og så kiggede jeg statistikken igennem. Ugens topsælger er “Karklude sort”… sjovt som det skifter, hvad folk går efter 😉
Dagen er gået rigtig fint. Kjærsten er fløjet til Amsterdam, Spunken har haft en skøn dag i børnehave og jeg har været ude at øve mig i at køre bil. Den har holdt stille i 100 år, og jeg har ikke fået taget mig sammen.
I dag blev det til en tur i Føtex i Husum, og afhentning af Spunken i børnehaven. Det er fint, og jeg gik hverken i stå i krydset eller panikkede over parkering.
Efter børnehave, besøgte vi Spunkens “gamle” dagplejemor. Han havde glædet sig helt siden han i går fik at vide vi skulle på besøg, så vi fik et par top-hyggelige timer i hendes have. Så skønt at vi stadig kan holde kontakten, og at Spunken får en masse kys på kinderne.
Da vi kom hjem, faldt han i søvn på sofaen, og jeg kunne liste mig op på hans værelse og gøre sengen klar. Den er nu trukket ud i juniorlængde (Kjærsten skal dog lige trylle med et par skruer, men jeg tror den holder et par dage), og jeg har hængt en fin lyskæde op over sengen.
Da Spunken skulle puttes, løb han op og hvinede af fryd over “Marj sove i STOOOR dreng seng nuuuu”. Nårh, altså. Han er så sød.
I morgen får lov til at hygge sig i børnehaven, og så skal jeg ellers finde ud af hvad vi skal lave om eftermiddagen. Jeg pønser på at cykle en tur med ham ude på fortovet, for så kan jeg også ta’ hunden med…. vi får se. Det er weekend, og tid har vi masser af.
2 comments
Dejligt med kontakten der bevares til dagplejen. Det bliver spændende med cykelturen 😉
Det er simpelthen guld værd, og også sjovt for dagplejemor at kunne følge de “gamle unger” 🙂