I biffen for første gang

Mens Kjærsten blev sat i sving med malerpenslen ude i gangen, gik Spunken og jeg i biffen. Han har aldrig set en film i biografen før, så jeg var ret spændt på hvordan han ville klare halvanden time i mørket, uden at kunne snakke så meget som han plejer.

Vi købte en pose slik, og han fik en lille cola. Så langt, så godt.
Jeg havde købt billetter på “kysserækken”, så der kunne vi sidde i en lille sofa, med hvert vores bord. Det var lige i øjet, og Spunken havde stor optur over at sidde dér med sit eget “sæt”, som han kunne spise og drikke af under hele filmen.

Der blev vist en masse (Lego)-reklamer, og Spunken nåede da også at komme med de første fire ønsker om nyt legetøj, ud over det legehus som han dagligt taler om at han ønsker sig (og som moderen ville elske at give ham, hvis de ikke var så forbandet dyre). Det er lidt en fail synes jeg, at vise Lego reklamer og det der er værre…..men sådan er det at være i biffen, og de skal jo finansiere filmen på en eller anden måde.

Postmand Per startede, og Spunken var solgt. Den første time var han helt stille, og gumlede lystigt på vingummierne, mens hans øjne stirrede stift på skærmen.
Efter den time, begyndte han at spørge om filmen var slut – men det var egentlig kun hver gang Per skulle synge (der er brugt S Å meget autotune i den film, at det næsten ikke er til at holde ud), eller hvis der kom en “familien betyder alt – føle – føle – emo”-scene.

Jeg tror at han ville ha’ holdt fokus hele filmen, hvis det var en “Biler” film, eller den slags vi så. Postmanden var lidt for stillestående, med for mange moraler og for lidt postomdeling.

Men det var fedt at være i biffen, og det er ikke sidste gang vi gør det. Nu skal vi bare gøre det en masse gange de næste 11 uger, for derefter bli’r det Kjærstens opgave at ta’ Spunken med i biografen, i en tid.