Jeg må sige at turen i Rundetaarn, var en succes. Spunken sagde “ååårhhh” da vi parkerede vognen, og kiggede op på det store tårn.
Sneglegangen var intet problem, og han lagde kækt ud med at løbe op til 3. sals højde. Derefter satte han (heldigvis) farten ned, så jeg kunne følge med.
Der var rigtig mange “huler” på vejen op, og karme som skulle bestiges. Hver gang var han stolt som en pave, for han havde lige kravlet højt eller gemt sig godt.
Jeg havde glemt at der var en bid med trapper til sidst, og en lille vindeltrappe op til platformen. Det var temmelig besværligt, for kø-kultur er ikke nødvendigvis en selvfølge, og med en 3-årig i hånden og en badebold på maven, var det ret svært at komme op. Ned var det faktisk værre, ind til jeg måtte råbe “Gravid med 3-årig på armen, vil MEGET gerne ned af trappen” – så kunne folk til nøds vente to minutter på at jeg gik ned.
Da vi kom op, løb Spunken rundt for at kigge. Der var en del mennesker, men der føles luftigt deroppe, så det var intet problem.
Jeg havde taget en masse 2-kroner med, så han kunne kigge i kikkerten, men interessen varede kun 2 kroner. Så havde han set en vindmølle, en bro og en kirke.
Derefter var det tid til en dejlig is, og så ville han gerne ned igen.
Efter et par forsøg, fik han numsen med op. Stolt som en pave, sad han der i fem minutter og sang.
Jeg tror det sjoveste for ham, var at løbe op og ned ad sneglegangen. Der blev blinket til et par lækre piger på vejen, og akustikken blev afprøvet med en masse sang.
Vi gik bagefter hen på “Café Hovedtelegrafen” på Købmagergade. Der fik vi et bord udenfor, så vi kunne se direkte hen på Rundetårn. Spunken var SÅ glad og stolt over at kunne pege hen på det, og sige at han havde været helt oppe i toppen.
Maden på caféen, var i øvrigt skøn, og til gode priser. De havde en dejlig børne-tapas, og stedet virkede meget børnevenligt. Godt at vide når man snart skal på barsel.
Udsigten fra caféen
