Jeg fik mit kørekort tilbage i 2007 (yrk, har hele tiden troet det var i 2008…). Gamle læsere, kan måske husket at det var et lidt turbulent døgn, op til min køreprøve, og faktisk har den skræk siddet i mig lige siden.
En enkelt tur til Næstved og tilbage, blev det til, men ellers har jeg næsten ikke siddet bag et rat.
Nu har vi en næsten ny, fed bil stående foran huset – og jeg føler at den håner mig, hver dag jeg går forbi den. Det kan da ikke passe at jeg ikke skal køre bil, og at jeg skal lade den angst sidde i kroppen resten af mit liv.
Derfor er jeg begyndt at tage køretimer. Jeg har lige overstået min 2. køretime, med Holger i en fancy lille hvid Peugot 207 cabriolet.
I dag kørte vi i myldretiden, fra Brønshøj til Hellerup, op af Østerbrogade og ned forbi Søerne. Så rundt i 10 rundkørsler på Frederiksberg – inden Holger syntes det var godt nok. “Rundkørsler er virkelig ikke din stærke side”, og så en pænt ringe parallelparkering på Gammel Kongevej, hvor jeg brugte speederen frem for bremsen, da jeg skulle holde ind – heldigvis er Holger hurtig på bremsen. Fnis.
Men alt i alt, går det godt. Jeg lærer at betjene bilen igen, og jeg får stille og roligt mere overblik. Især herinde i byen, er der meget at se til, og jeg havde sved på panden da en lastbil holdt midt på vejen, og spærrede. Heldigvis er folk søde, og efter 3-4 minutter, gav en modkørende mig plads, så jeg kunne komme forbi. Nå ja, og så var der det store lyskryds nede ved Frederiksberg Rådhus, der ikke virkede…
Jeg får mig en på opleveren, og forhåbentlig er jeg snart klar til at køre selv – og føle mig sikker ved det.
11 comments
Kender godt det med angsten for at køre. Sådan havde jeg det længe. Nu hvor jeg har fået min egen lille C1, så kører jeg mere og har fået mere ro på, imens jeg stadig kan finde det svært at køre steder hen, hvor jeg ikke lige kan se ruten for mig, også selv om jeg har en gps.
Du skal nok få styr på det.
Tak Frederikke. Dejligt at høre du selv har grebet angsten og er begyndt at køre igen. Jeg drømmer også om en lille “konebil” jeg kan fise rundt i, selv om jeg jo ved at den store stationcar er sikrere – hvis jeg ellers kan manøvrere i den 😉
Therese, dengang syntes vi du var sej. Det gør jeg stadigvæk. At se angsten i øjnene både for sukkersyge og biler er første skridt til at du får kontrol over de ting. Held og lykke med det hele 🙂
Og så skal du huske, at livsstilsforandringer ikke gennemføres i et snuptag. Man vil falde i og så forhåbentlig se på det og blive klogere på hvad der gik galt, hvorefter man går i gang igen. En skønne dag er den nye livsstil så blevet en del af en selv, og det er en god følelse.
Tusind tak, Lene. Det føles godt at være gået i gang !
Godt at du er ‘kommet op på hesten igen’ 🙂 m.h.t. at køre bil – og rigtig fornuftigt at tage nye køretimer, så du kan føle dig mere sikker igen! Jeg tager hatten af for dig (hvis jeg havde en hat på 😉 )
Parallelparkering på Gammel Kongevej er heller ikke min kop te, selvom jeg har haft kørekort i mange år nu – uha – så ville jeg hellere køre ned ad en af sidegaderne og finde en parkeringsplads der; der er altid SÅ meget trafik på Gammel Kongevej!
Du må være godt rundtosset efter at have kørt i så mange rundkørsler, på én dag – hihi 🙂
Hi hi. Jeg var også en smule rundtosset bagefter 😉 Jeg håber at jeg kun behøver 2-3 timer mere for at være klar til at få kørt. Gammel Kongevej er frygtelig. Intet mindre.
Det er en rigtig god ide at tage rutinetimer. Mine rutinetimer bestod i at hente morgenbrød i weekenden nede i byen. Det hjalp mig til stille og roligt at lære bilen at kende, uden at der var dyttende bilister og pludseligt fremkommende cyklister til at genere.
Når jeg (meget sjældent) tager bilen ind til København, er jeg ved at få nogle kæmpechok, når der pludselig dukker en cyklist op bag en bil. Det er lidt over 30 år siden (hjææælp) siden, jeg boede inde i København, og da oplevede jeg slet ikke, at der var så mange cyklister som i dag.
For at komme til nærmeste bager, skal jeg krydse Frederikssundsvej samt lave en parallelparkering. Ha ha. Men en anden kort rute, burde jeg finde og øve mig lidt på. Måske jeg ender med at kunne hente Spunken i børnehave til en start 🙂
Jeg har sagt det til dig før, og siger det gerne igen. Den eneste måde, du får selvtillid og øvelse på, er ved at kaste dig ud i det. Du skal køre, køre og så køre! Hver dag, hvis du kan. Det er den eneste vej frem. Det nytter ikke, du tager køretimer nu og så ikke kører i et par måneder f.eks. Du skal bruge det så meget som muligt. Der er (tror jeg godt, jeg kan tillade mig at sige) ingen, der føler sig dødsikre i starten – det kommer kun med øvelse. God fornøjelse!
Jeg har også sagt før at der er forskel på at være rent urutineret, og så ha en decideret angst. Hvis der ikke arbejdes forsigtigt frem, kan det ende med jeg aldrig kommer til at køre eller ha mod på at gøre det igen. Men tak for tanken. Dig råd er sikkert helt rigtigt hos en normal urutineret billist.