Spunken havde lidt feber i morges, så jeg har været hjemme med ham hele dagen. Han har haft krudt i rumpetten hele dagen, så hvis feberen er væk i morgen, er han mere end klar til at komme i dagpleje.
Vi har leget ude, set tegnefilm, leget med iPad, leget med tog, haft kæphesten med på græs ude i haven, læst bog, været i bad, sovet lidt, drukket en masse te – samt lært at sige “mer te” og spist alt fra brød til blommer.
Da Kjærsten kom hjem, lavede jeg os en god og kraftig græskarsuppe. Med lidt peanutbutter, ingefær, hvidløg og koskosmælk. Det smagte fint, men den kunne godt ha’ brugt en god hønsefond eller et andet pift. Normalt putter jeg også lime i, men havde ingen citrusfrugter i køkkenet – ikke en gang den lille gule flaske med saft.
Spunken spiste lidt af det, men var mest interesseret i sit hvidløgsflute og i at putte mælk over i suppen, med sin ske… Han har også spist godt med blommer, æbler og drukket meget i dag, så fair nok hvis han ikke var så sulten.
I morgen skal jeg atter ned i butikken. Der er travlt for tiden med at pakke nye varer ud, og jeg vil også her på bloggen sige at jeg søger en sød og smilende medarbejder, over 18 år, til ca. 8 timers arbejde om ugen. Er det dig, eller én du kender, må du gerne sende en mail på info-snabela-sikka.dk
Resten af aftenen, skal jeg flade ud i sofaen, med en kop te og noget spændende i “dummeren”. Jeg burde ellers gå ud i haven og luge lidt, men det blir’ ikke i dag. Haven er der nok igen i morgen 😉
Rigtig god aften til dig.
2 comments
Håber han er frisk i dag omend at det lyder som en rigtig hyggelig hjemmedag I havde jer…
Han kom sig heldigvis hurtigt, så han har været i dagpleje de sidste par dage. Han hoster stadig lidt, men jeg satser på det bare er årstiden og ikke optakt til noget værre 🙂