Jeg sidder i sofaen med fødderne oppe. Spunken sidder med “bobob” (iPad) og lægger puslespil, mens han kører den ene æblebåd efter den anden ind i skrudten. De er drysset med vaniljepulver – det hitter.
Det har været skønt med en hel uge hos mormor. Spunken vågnede først lidt over syv hver morgen, og sagde “mårmoar” og spurtede ud af soveværelset. Selv om mormor arbejdede hele ugen, havde vi masser af tid sammen og vi fik både besøgt strand, marker og sluttet ugen af med en skøn fødselsdagsfest hos dejlige venner.
Der kommer billeder, i læssevis, når der er tid til at blogge lidt mere.
Kjærsten hentede os i går, og det var skønt at sove i egen seng. Desværre gik Spunken tilbage til at vågne lidt i seks, og være en lille pestilens (sagt med kærlighed, ikk’…). Haven har ikke lidt af at jeg ikke har været hjemme. Kjærsten har været god til at vande, og min store røde rose, har intet mindre end 13 kæmpestore roser i fuld blomst. Mit dahliabed, var også fuld af smukke blomster, så jeg skyndte mig at klippe et par fine buketter. Jeg elsker den slags blomster, som man bare kan klippe løs af – og Kjærsten glæder sig over at jeg slet ikke har brug for blomsterbuketter fra blomsterhandleren. Hi hi.
Var det ikke sidst på måneden, ville jeg drible en tur i farvehandlen og købe maling til væggene. Ikke til stue/spisestue og køkken, for de skal ha’ en helt anden og mere besværlig behandling, men til gangen og Spunkens og vores soveværelser. Det blir’ smukt, når det en gang blir’ 🙂
Sådan er der så mange projekter når man er blevet husejer. Til efteråret skal jeg ha’ gravet et stort rosenbed. Åh, hvor jeg glæder mig. Et stort bed med røde, rosa, lilla og hvide roser. Det blir’ smukt, og vil klæde både hus og have.
Nå, det blev en blandet landhandel af et blogindlæg. Nu vil jeg skænke mig lidt mere kaffe, og se om ikke Spunken skal ha’ sig en kildetur 😉
2 comments
Selvom jeg stort set ser billeder af Spunken daglig – ok, der lød jeg lige lidt stalker-agtig :-), så er han bare blevet SÅ stor. Han er jo en dreng og alt hvad der minder om baby er væk.
Dejligt at I har haft en skøn uge. Og endnu en i vente.
God mandag.
Du har ret. Han er simpelthen blevet så stor ! Hvor blev min lille langhårede baby af? Piiiv 😀
Rigtig god – snarlig – weekend til jer.