Sidste dag i Skagen

Vi har nydt den sidste dag i Skagen, så meget som overhovedet muligt. Vejrguderne var slet ikke med os – det er først nu det er begyndt at klare lidt op.

skinke

Før frokost, kørte vi ind til Skagen. Vi skulle købe lidt skinke og spegepølse med hjem, og jeg skulle finde et par gaver. Spunken fik deller og pølser til frokost, indtaget klapvognen – slet ikke tosset. Han sagde “sove” og så blev han lagt ned. Da han sov, gik forældrene på café og mæskede sig i fisk og fritter på “Green’s”… Så har man vist også fået den månedlige ration af friture.. Skal man til Skagen, og kunne man tænke sig en portion “Fish’n’chips” som britterne laver det, er det på Green’s inde i byen man skal spise det. De laver det ikke bedre på havnen – Kjærsten har prøvet 😉

Jeg fik mine sandaler! Efter at de ikke havde dem i str. 39, kunne jeg ikke lade være med at tænke på om jeg mon måske kunne passe str. 38, så vi gik tilbage i dag. Hurra. 38 sad fint, og jeg er nu et par super smukke sandaler rigere. Efter graviditeten, er der ellers mange sko jeg ikke længere kan passe og jeg er begyndt konsekvent at købe str. 39 for min fod er blevet bredere på forfoden efter 17 kg vægtøgning og masser af væske i fødderne den sidste måned af graviditeten.

leger-med-biler

Eftermiddagen gik med en kop kaffe og stængerne oppe, mens Spunken hyggede sig med sine biler og toge. Jeg tror virkelig han har hygget sig denne uge. Til at starte med, var jeg bekymret for om han ville få pip af at være sammen med mor og far på så lidt plads, men vi har hygget og også været gode til at være ude med ham så han kunne løbe og lege. Jeg er dog også glad for at vi har flere kvadratmeter end denne lejlighed til dagligt.

oesters laks

Vi gik over til Ruths Brasserie for at spise aftensmad. Det var ikke svært at vælge, for vi var begge blevet lune på den let saltede laks med dildstuvede kartofler. Inden den kom, fik jeg to østers. Mums. Jeg har ikke fået østers siden før jeg blev gravid, så jeg havde næsten glemt hvor lækkert det er.
Laksen blev serveret med en vodka, og det smagte så englene sang. Kartoflerne var kogt perfekt, og den fede stuvning, gik rigtig godt sammen med den delikate laks.

tegning spiser-maden
Spunken spiste fisk og fritter. Ruth frituresteger dog ikke fisken, og det var et skønt reelt stykke, serveret med hjemmerørt remoulade og ketchup. Et glas mælk med sugerør, og et kig til Hellerup-fruerne der var begyndt at indfinde sig heroppe, og så var Spunken tilfreds.
Han fik også en malebog med farveblyanter – men det var vist mest mig der legede med det..

sankt-hans-baalstrand-hus

Aftenen blev sluttet af med en KÆMPE is og et hurtigt fod-dyp i bølgerne. Bålet er gjort klar til Sankt Hans, men desværre får vi det ikke at se i år. Jeg har dog været så heldig at se bålet heroppe, for fire år siden, da jeg var her med min veninde Mette. Forhåbentlig kommer vi til at opleve det igen en dag, for det er dælme’ smukt.

Nu vil jeg smide stængerne op og skænke mig et glas rødvin. I morgen skal vi pakke og forlade lejligheden kl. 11, og så går turen først mod Gug og senere mod Brønshøj. Det blir’ en lang men garanteret hyggelig og dejlig dag 🙂

Ps – tak for lån af laksefoto og billede af Spunken der spiser. Begge billeder er taget af Kjærsten 🙂

3 comments
  1. Sikke skøne dage I har haft og jeg er vild med alle de dejlige billeder du har smidt ind her og de dejlige ferieberetninger. 🙂

    Rigtig god tur hjerm ad i morgen og dejligt at I lige kan snuppe et pitstop i Gug i morgen. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om