En hel dag med smil på

Stængerne er oppe, TV2 Fri kører på computeren, rødvin er i glasset og Kjærsten er ved at putte Spunken. Det er langt over hans sengetid, men det er ferie og efter en skøn aftenmad, var vi lige nødt til at gå en aftentur til stranden.

Vi har haft en skøn dag, der startede med morgenbrød og udkig på blå himmel. Dagens eneste mission var at få handlet, så vi har lidt mad i køleskabet til ugen.

klar-til-tur

Bilen blev læsset, solbrillerne kom på næsen og vi kørte ind til Skagen. Vi bor i Gammel Skagen, men det tar ikke mere end ti minutter at køre.

traktordreng

Vi parkerede ved Brugsen, og trillede op ad gågaden. Spunken spottede et tog og en traktor, og så kom vi ikke videre det næste stykke tid. Der lå en legeplads i nærheden af køretøjerne, så vi gik derhen. Godt at vide til en anden dag, at der er sådan en fed legeplads. Der var trampoliner, vipper, rutchebaner, legehuse og andet godt. Et sikkert hit.

skolemaelk-og-yoga

I morges havde vi ingen kaffe, så vi endte nede hos en lille bager med udeservering. Jeg fik kaffe og Spunken fik en lille mælk og en bolle. Så var han klar til at ta’ sin middagslur, og så kunne vi ellers trille rundt til han vågnede – selv om vi var super sultne efter frokost.
Vi fik shoppet lidt, og jeg forelskede mig i et par sandaler. De havde dem desværre ikke i min størrelse, så nu overvejer jeg om jeg skal købe dem på nettet, og få dem leveret så de står klar på matriklen når vi er hjemme lørdag aften…

ps-kroyer-spiser-rejemad

Da den lille fyr vågnede, var han sulten. Vi besøgte en café/pub, som vi også var på sidste år. De har en eminent “Fish’n’chips” som Kjærsten havde sukket over hele dagen, og Spunken og jeg spiste skaldyr. Der blev spist en masse rejer, og mine oliven blev også onduleret af den lille fyr.
En tur i Brugsen hvor de havde nyplukkede danske jordbær, friskopgravede kartofler og alt hvad vi ellers manglede, og så gik det hjemad.

altanview Helt ok udsigt vi har fra den ene af de to altaner
aspargesdreng

Spunken og jeg sov en to timer lang eftermiddagslur…så pludselig var klokken mange, og vi var bagud med aftensmaden. Det gjorde dog ikke så meget, for så fik vi samlet appetit til de nye kartofler, asparges og en lækker bøf. Vi har ikke så meget plads i lejligheden, men køkkenet fungerer fint og der er spiseplads til os alle tre.

stranddreng mor-og-son-is

Strand og is lokkede, så vi gik en dejlig tur ned til Solnedgangskiosken. Spunken er ret glad for at kaste med sten, så der blev gået til den og kastet ud i havet. Jeg gik med sandaler og bare tæer i de fine strandsten – den ultimative afslappelse. Ahhh.
Der var godt med besøgende ved stranden, men vi fandt os en bænk hvor vi indtog hver vores is. Det var slet ikke tosset, og jeg tror vi er ret gode til det hér ferieliv 😉

Nu står den på afslapning og et lille glas rødvin mere inden vi finder dynerne. Jeg er egentlig stopmæt, men de friske jordbær lokker. Måske skulle man ta’ bare en lille portion ?

8 comments
  1. Ser dejligt ud! Er misundelig, jeg vil osse til Skagen OG have ferie. Der er pludselig laaang tid til slutningen af august.

    De der sandaler tror jeg måske er på bud på magasin.dk. Tjek det lige ud.

    1. Du må gerne være misundelig, for det er så skønt heroppe 🙂 Til gengæld vil jeg være misundelig på dig til august, for vi har ikke mere ferie resten af året, udover “hjemme-ferie”.

      Tak for tippet med Magasin, det vil jeg straks tjekke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om