En helende tur i det blå

Efter at være vågnet med feber, var Spunken ikke meget værd. Han pjevsede og græd. Mit moderhjerte kunne næsten ikke klare det, for nu synes jeg godtnok at det måtte være NOK med det feber og sygdom.

Kjærsten fik mig overtalt til at trille en tur ud i det blå. Der var jo næsten vindstille og med den rette påklædning kunne Spunken jo ikke få det meget værre end han allerede havde.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og Spunken livede også en del op. Vi kiggede på smukke roser, på påfugle, mennesker og hundebasser. Bierne i haveselskabets have var på arbejde og det var rigtig fascinerende at se dem sværme sådan rundt.
I havens sø var de smukke åkander sprunget ud, og jeg kunne ikke lade være med at gå så tæt på at jeg næsten fik våde tæer. Desværre havde jeg efterladt det store kamera (med zoom) derhjemme.

Efter en times tid var det nok for Spunken, og han begyndte at tude som et tågehorn.
Vi skyndte os igennem haven, og jeg fik mere og mere stress. Afsted i raskt tempo og selvfølgelig da vi var næsten hjemme, faldt han i søvn … Så fik vi et par timer i solen, mens han tog sig en laaaang lur.

Nu er Spunken vågen og Kjærsten har opdaget to nye tænder i overmunden på ham. Måske dét er forklaringen på feberen, og ikke at han igen er ved at gå ned med en virus.

Vi krydser fingre.